Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Skramstad: Amalie Skram
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3*
forskjelligste felter og fremtraadt med de forskjelligste litterære
former med børnefortællinger, et skuespil, romaner og smaa
fortællinger.
De børnefortællinger, hun udgav forleden aar, eier imidlertid
ikke den umiddelbare friskhed og naivitet, der fremfor alt kræves
af enhver bog, som er bestemt for børn; der hviler noget „lavet"
over disse smaaskisser en tilgjort naivitet, som ikke formaar at
gribe den barnlige fantasi.
Det skuespil, „Fjældmennesker", som hun for nogle aar siden
udgav i forening med sin mand, Erik Skram, er fra indholdets
side af den beskaffenhed, at jeg tror, forf. forlængst har angret
denne litterære begaaelse.
„Fjældmennesker" navnet er hentet fra en dansk avis, som
i stridens hede har benyttet dette udtryk om nordmændene be
tegner den grad af dannelse og intelligens, det norske folk besidder.
Hvad der i dette skuespil præsteres i retning af enfold, ufor
dragelighed i omgangstone, plapren løs om ligt og uligt, gjør, at
man snarere tror sig at være lige over for et selskab af de aller
værste gaustadkandidater end en del repræsentanter for denjevne,
norske intelligens.
Imidlertid eier stykket flere fortrin, som berettiger til at tro,
at Amalie Skram, eller begge i forening, nok kan forfatte skuespil
af værd. Der er en vis dramatisk fart i handlingen, personerne
gaar og kommer, som sig hør og bør, og fraseet det tøvede ind
hold falder replikerne naturlig en evne, fru Skram ogsaa har
vist i sine romaner at skrive repliker, hvori de optrædende
personer taler med deres eget tonefald og med deres eget sprog.
Romanen er og blir dog hendes naturligste udtryksform. Hen
des kunstnernaturel passer ikke til skuespillets indsnevrende ramme,
hvorimod romanens brede form danner den naturlige basis for hendes
eiendommelige fortællemaade ; hun maa dynge ovenpaa hinanden alt,
som kan bidrage til at belyse hendes personer repliker, beskri
velser; detaljer i ord, gebærder, handlinger, omgivelser; intet for
maar at indsnevre hende; hun sprænger rammen for tydelig
hedens skyld.
Lad os se lidt paa en anden af Amalie Skrams romaner
r" „Lucie" handler ogsaa om et individ, som gaar til grunde for
medelst tidligere begången brøde. Den kvinde, efter hvem bogen
bærer navn, er en kvinde med „fortid". Hun blir gift med sin
elsker; men skjønt de begge holder af hinanden og gaar og længes
mod hinanden, skjønt de begge tørster efter at leve et inderligt
35
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
