Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Skramstad: Amalie Skram
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
samliv, blir dog forholdet mellem dem et fiendtligt, fordi hendes;
fortid gaar igjen i übehøvlede manerer, og fordi hendes mand, den
unge advokat Gerner, trods alt dog ingenlunde eier den rette for
staaelse eller den tilstrækkelige taalmodighed til at leve sammen
med hende.
Ligesom vi i „Hellemyrsfolket" saa, hvordan Sivert gik merket
gjennem verden, fordi han havde slegtens skyld at trækkes med,,
saaledes ser vi i „Lucie", hvordan den kvindelige hovedperson gaar
tilgrunde væsentligst ved egen skyld. Hendes egen „fortid" hænger
hende som en klamp om foden. Denne sidste sjælekamp blir saa
meget desto interessantere, fordi den er en kamp til to sider
indad mod egne daarlige vaner og tilbøieligheder og udad mod
ikkeforstaaelse og egenretfærdighed, der reiser en høi mur mellem
de to egtefolk.
Et giftermaal var efter omstændighederne den eneste redning,,
som stod hende aaben; men det var paa den anden side hendes,
ulykke, at hun kom ind i de kredse, hvor hun ikke hørte hjemme;,
hun kom blandt folk, som stod over hende i dannelse og intelligens ;;
hun kom derfor stadig i den pinlige stilling at maatte trække sam
menligninger mellem sig og omgivelserne ; hun saa sin mangelfulde
opdragelse og sine daarlige tøsevaner ligesom i et klart speil; om
givelserne forstod hende ikke, hendes egen mand allermindst. Et
individ med et saa blødt gemyt som Lucies hun, som tørster
efter et godt ord, et kjærtegn, lidt forstaaelse maa gaa til
grunde i slige forhold, hun er kommen op i; denne stadige mis
forstaaelse, denne gjentagne prikken ved og stillen til skue af hen
des fortid og hendes feil maa nødvendigvis lidt efter lidt pille selv
følelsen ud af hende; vi forstaar saa godt den uhyggelige skadefro
glæde, som griber hende, da hun er blevet voldtaget af et hende
übekjendt mandfolk.
Man har bebreidet Amalie Skram mangel paa blufærdighed
i skildringerne. Hvis man dermed mener, at Amalie Skram taler
saa aabent om alle forhold, saa har disse folk ret; men røber det
altid blufærdighed at dække over? Og er det modsatte üblut?
Det er sandt, at Amalie Skram ikke har for vane at skjule
noget. Hun tager alt med, ligegyldigt hvad, naar det tjener hendes
øiemed; men hvad der hos vore kvasi-naturalister vilde have udartet
til ækkelt griseri, er hos Amalie Skram blevet nobel, ren kunst.
Det er denne evne til nobel skildring, som viser os dybden af det
alvor, hun er besjælet af, og det høie kunstneriske standpunkt, hvor
paa hun staar. Det er kun de store forfattere, som eier den aan-
36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
