Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Walter Selber: Edvard Munch i Berlin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra nu af vikle de leve lystig til sin salige ende. Den dag,
paa hvilken dette skede, var den tolvte november.
Det skal ikke være min opgave her at fortælle alt, hvad der
blev talt og sagt i hin forsamling, eller alt, hvad der gik forud for
den sørgelige beslutning om forbudet mod Munchs udstilling, derom
har dagbladene skrevet og fablet mere end tilstrækkelig. Kun i
korthed nogle faa ord til klarhed.
Ud fra den tanke, at friskt blod og nyt liv er sundt og nyt
tigt, havde kunstnerforeningens udstillingskommission i Berlin i sep
tember fattet den beslutning, at indbyde nordmanden Munch til at
udstille i „Das Architektenhaus". Det gik saaledes for sig. Der
var dengang i kommissionen en landsmand af Munch, som kjendte
til ham og den lykke, han havde gjort i Kristiania. Kunstnere
med kritik og smag havde ytret sig om ham med stor anerkjen
delse. Nordmanden følger den venlige indbydelse og kommer
til Berlin i begyndelsen af november tilligemed sine billeder.
Rotunden, denne saakaldte æressal, der sedvanlig prydes af de
uskyldigste, spagfærdigste billeder, der befinder sig ganske godt i
halvmørke de faar da en saadan rolig, behagelig tone
rotunden altsaa blir overladt til gjæsten, og der skalter og välter
han selv, hænger op og placerer sine billeder efter eget behag.
Mangen en af kommissionen blev vel forbløffet staaende og
gned sig forbauset i øinene ved synet af disse billeder, der var
saa fremmede og saa nye for berlineren. Men da alt var færdig
og mesteren glædede, sig over sit verk, da trængte fagmændene sig
om billederne, ophidsede og vrede i hu. Det skulde være kunst !
For en elendighed! Det var jo anderledes, end vi maler, det var
nyt, fremmed, frastødende, hæsligt, gement! Ud med billederne.
ud, ud
Og ophidselsen fortættede sig og faldt ned som en utrolig
dumhed, i al hast, overilet, og af de fleste meget snart angret,
men for sent. Der blev formuleret og undertegnet et andragende,
som gik ud paa, at foreningens formand snarest mulig maatte for
anledige udstillingen lukket. Og da dette ikke var muligt paa
grund af foreningens statuter, kom straks det andet andragende
om indkaldelse af en generalforsamling til sagens ordning.
Hvad var det da, der bragte de berømteste repræsentanter for
den spidsborgerlige, indslumrende berlinske kunst saaledes i harnisk
foran disse billeder? Jeg frygter, jeg frygter, at havde der ikke
været mangt et ganske lidet personligt motiv med i spillet, saa
havde dog ikke Munch alene med sine dristige farvesymfonier faaet
denne indignation istand.
Man har stridt meget frem og tilbage, talt om, hvor meget
bedre og mere værd en kunstner med selvkritik det havde været,
hvis Munch istedetfor femti havde givet et lidet udvalg af det
bedste, en fem—seks, eller ialfald ikke mere end ti billeder, som
var uangribelige og afnødte en vis respekt hos alle, som ikke ser
med ganske dumme eller hadefulde øine paa alt, som ikke netop
lader sig indordne under den fane, han selv har svoret til. Men
40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
