Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Rudyard Kipling. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
famlede sig frem langs møblerne. Hun holdt frem haanden mekanisk for at
holde ham borte eller drage ham til sig, hun vidste ikke selv hvilket. Den
kom til at røre ved hans bryst, og’ han traadte tilbage, som om han var
biet skudt.
„Det er Maisie!" sagde han med et tørt suk. „Hvad gjør du her?" „Jeg
kom jeg kom for at se lil dig." Dicks læber lukkede sig fast. „Vil du ikke
sidde ned da? Du ser, der har været noget vrøvl med øinene mine, og —." „Jeg
ved det, jeg ved det. Aa. Dick. det gjør mig saa ondt! Jeg er kommen
for at sige dig Lad mig hjælpe dig tilbage til stolen." „Aanei! Jeg
er ikke noget barn. Du bare gjør det der af medlidenhed. Jeg havde aldrig
i sinde at fortælle dig noget om det. Jeg duer ikke til noget nu. Jeg er
færdig. Lad mig være." Han famlede sig tilbage til sin stol; brystet arbeidede
tungt, idet han satte sig ned. Han var i sandhed færdig ikke længer en
mester, et ynkværdigt væsen heller; hverken en kunstner sterkere end hun
eller en mand at se op til. hare en stakkels blind, som sad i en stol og saa ud
til at van-e paa nippet til at græde. Det gjorde hende umaadelig ondt for
ham mere end der nøgensinde havde gjort hende for nogen i hendes liv,
men ikke ondt nok til, at hun kunde benégte hans ord. Saa stod hun stille
og følte sig skamfald og lidt krænket, fordi hun virkelig havde ment det ærligt
med, at reisen skulde ende i triumf; og nu var hun bare fyldt af medlidenhed
overordentlig meget forskjellig tia kjærlighed.
„Nu," sagde Dick, „det var aldrig min mening ar plage dig mere. Hvad
er paafærde?"
Hun var sunken ned i en stol og hulkede, med ansigtet skjult i hænderne.
„Jeg kan ikke. Jeg kan ikke,’-’ udbrød hun fortvilet. „Jeg kan virkelig
ikke. Det er ikke min feil. Det gjør mig saa ondt. Aa, Dickie, det gjør
mig saa ondt. Jeg foragter mig selv. Ja, jeg gjør. Men jeg kan ikke. Aa,
Dickie. Du vilde ikke bede mig om det vilde du!" jamrede Maisie.
Hun saa op for et oieblik. og tilfældigvis faldt Dicks øine paa hende. Det
übarborte ansigt var meget blegt og skarpt, og læberne forsøgte at tvinge sig
til et smil.
„Hvem her dig om at gjøre noget, Maisie? Hvad hjælper det at plage
dig? Kjære, græd ikke slig; det er ikke værdt det." „Du ved ikke, hvor jeg
hader mig selv. Aa, Dick. hjælp mig!" Hun kunde ikke beherske den liden
skabelige graad, og det begyndte at gjøre manden bange. Han famlede sig
fremover og la sin arm om hende og hendes hode faldt paa hans skulder.
„Hys, kjære, hys ! Græd ikke. Du har fuldstændig ret, og du har ingen
ting at bebreide dig har aldrig havt det. For en tølper Torp var. at han
kunde hente dig hid."
„Jeg vilde gjerne komme. Sandelig jeg vilde," protesterte hun. „Godt!
Og nu er du kommen og har set, og jeg ja jeg er umaadelig taknemlig.
Naar du er bedre, skal du gaa og faa noget at spise. Hvad slags overreise
havde du?"
Maisie græd mere dæmpet, for første gang i sit liv glad ved at ha noget
at læne sig til. „Er der ikke noget, jeg kunde gjøre for dig, du. Jeg
kunde komme og se til dig nu og da." „Aa nei, jeg tror ikke det, kjære. Det
vilde være venligst ikke at se mig mere. Jeg vil ikke gjerne synes uhøflig
men tror du ikke at det kanske var bedst, du gik nu?" Han følte, han ikke
længer kunde bære sig som en mand, hvis dette tryk skulde vart, meget længer.
87
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
