Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Michelsen: Bimetallismen og Brysselerkonferencen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dette forholdstal blev først fastslaaet i Frankrig ved en lov
af 17de germinal, aar XI, et forholdstal, hvorefter myntverksteclerne
forpligtedes til at præge mynt af de til dem af private indleverede
guld- eller sølvbarrer, medens begge metal-mynter samtidig gjordes
til lovlige betalingsmidler. Senere blev samme forholdstal vedtaget
af andre stater, som havde dobbeltnryntfod. Frankrig havde den
gang sølvmyntfod, og landets cirkulation bestod hovedsagelig af
sølvmynter. Men ved siden heraf var der ogsaa guld i omløb.
Det gjaldt derfor ogsaa at give dette metal en lovlig plads, og man
bestemte, at der skulde præges mynter af guld med værdi af 20
og 40 francs. Det lovfæstedes, at der af 1 kilogram guld af 9/io
finhed skulde slaaes 155 tyvefranksstykker. Følgelig blev værdien
af 1 kilogram guld fastslaaet til 3100 myntenheder cl. v. s. til 15y2
kilogram sølv. Dette var ogsaa overensstemmende med begge me
tallers daværende indbyrdes værdi, da 1 kilogram guld i den tid
kunde paa aabent marked kjøbe 1572 kilogram sølv; men det var
ingenlunde lovgivernes mening, at dette forholdstal skulde have en
evigvarende karakter; tvertimod, den daværende finantsminister
Graudin havde udtrykkelig bemerket, at guldmynten maatte om
smeltes ved eventuelle værdiforandringer. De senere regjeringer
har imidlertid ikke taget noget hensyn hertil, uagtet erfaring gjen
tagende har bevist, at systemet er naturstridigt, da det er bygget
paa den urigtige forudsætning, at de to metallers gjensidige værdi
forhold altid vilde forblive det samme.
Nu er det vistnok saa, at de ædle metallers stadighed i pris
har været en af de mange , andre gode egenskaber, som særlig
gjorde dem skikket til pengemiddel. Men nogen absolut uforan
derlighed i værdi har nu engang ikke noget jordisk produkt og saa
ledes heller ikke guld eller sølv. Hvad der gav disse metaller en
relativ stadighed trods deres værdisvingninger, og hvad der var af
særlig betydning for deres hensigtsmæssighed, hidrørte fra den om
stændighed, at der i rækker af aar havde hersket en vis unifor
mitet i deres tilvirkningsomkostninger, og at værdisvingningerne
derfor foregik meget langsomt, saa at bevægelsernes virkning ikke
føltes saa sterkt inden et kortere tidsrum. Men guld- og sølv
prisernes historie lærer tydeligt nok, at man her ikke maa vente
at finde nogen übetinget værdistabilitet. I hvilken grad de ædle
metallers værdi er sunket, skal vi her ikke opholde os ved. Hvad
der for os har særlig interesse at se belyst, er de to metallers re
lative værdi. I oldtiden stod værdiforholdet mellem guld og sølv
som 1 til 8 a 10, d. v. s. 1 gram guld kunde i oldtiden kjøbe 8 ä
136
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
