Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Michelsen: Bimetallismen og Brysselerkonferencen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10 gram sølv. I den største del af middelalderen holdt forholds
tallet sig il til 10. Amerikas opdagelse og den derved foraar
sagede betydelige sølvproduktion bragte forholdstallet op i 1 —l5.
Senere lige optil 1873 svingede tallet mellem I—-14 og 1—1572.
Men medens det som oftest har været sølvet, som er fal
det i værdi, saa fandtes der dog inden de her nævnte perioder
tider, hvor snart guldet, snart sølvet undergik prisforandringer.
Disse udnyttedes da af spekulationen til i lande med dobbelt mynt
fod at eksportere det i pris stigende og importere det i pris fal
dende metal. Man kunde i 1854 for 15 Vs kilogram sølv, hvis
lovbestemte værdi i Frankrige var 3040 francs, kjøbe i udlandet
en vegt guld, som indført til Paris kunde udmyntes til 155 tyve
francsstykker, gjældende altsaa 3100 francs. Forskjellen var 60
francs, og .fordelen, selv med fradrag af omkostningerne, tilstræk
kelig stor til at fremkalde forretningslysten. Fra 1870 til 1876
eksporterede man derimod guld. I 1874 kjøbte 1 kilogram guld
16 kilogram sølv. For 3100 francs kunde man i udlandet kjøbe
en vegt sølv, som indført til Frankrig kunde udmyntes til 3200
francs.
Følgen af disse for spekulationen tildels meget lukrative kon
junkturer var, at cirkulationen blottedes for det gode og overfyldtes
med det mindre værdifulde metal. Det er en gammel kjendsgjerning.
at den slette mynt forjager den gode. Fra septbr. 1873 forsøgte re
gjeringen gjennem ministerielle forføininger at vanskeliggjøre spe
kulationen ved at indskrænke mængderne af de femfrancsstykker,
som myntadministrationen daglig kunde ’ slaa, og man forlængede
mere og mere forfaldstiden for myntbeviserne, for paa denne maade
at foranledige større og større rentetab for de privatmænd, som
indleverede barrer til prægning. I 1876 havde sølvets fald taget
saadant omfang, at man, forat hindre operationerne, maatte ty til
at give myntbeviserne (myntens beviser forat have modtaget metal til
prægning) en forfaldstid af over et nar. Tidligere havde disse beviser
eller „bons de monnaie", som de kaldtes, havt en kort forfaldstid og
var kurante papirer for diskontering. Det var paa denne tid, at
finantsminister Leon Say indleverede et forslag, som siden førte til
loven af ste aug. 1876, der bemyndigede regjeringen til gjennem
dekret at indskrænke eller aldeles ophæve privates ret til at be
gjære sølvfemfra’ncsstykker myntet. De magter, som havde under
skrevet den latinske union, forpligtede sig ligeledes til ikke at lade
slaa de nævnte myntstykker.
Som bekjendt blev der under navnet „den latinske union" i
137
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
