Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Om Fin-de-siècledigtningen - I. Vilhelm Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gjennemsnitstemperatur for at kunne frembringe akkurat en appelsin
og ikke en anden frugt, ligesaavist maa der hos digteren i hans
liv, gjennem arv o lign. være visse, bestemte egenskaber og er
faringer tilstede, uden hvilke vedkommende digterverk umulig og al
drig var biet til. Vistnok anskuede Taine han tænkte overhovedet
lidt for meget som en mathematiker — verden som et schakbret,
hvor menneskene var brikker, men ban var et altfor klart og stort
skaaret hoved til i et spørgsmaal af denne rækkevidde at se feil. Og
eftertiden har da ogsaa givet ham ret.
Por Vilh. Krags vedkommende sines sammenhængen mellem pro
duktion og menneske ikke at være synderlig uforklarlig. Der gaar
under hans digte selv under de lystigste „galmandssange" en
understrøm af blegt tungsind, der peger tilbage paa adskillig personlig
sorg over nærstaaende menneskers bortgang. Akkurat som i de fleste
norske og slaviske nationalmelodier: hvor meget de end jubler, saa er
der dog altid en viss tyngsel paa bimden — fi eldviddens og steppens
melankoli. Der er ikke store oplevelser i hans digte ligesaalidt
som i hans eget liv. Af og til lidt svulst og hist og her et affekteret
udtryk som i hans egen tale. Ingen dumheder, ingen Wergelandsk
geniale uforstaaeligheder, derimod en stilfærdig, bevidst selvtillid, der
ikke er uklædelig, og som i ethvert fald kan forklares ud fra den
iubelmodtagelse, der blev hans første digtsamling tildel.
Men den var ogsaa et særsyn. Midt iblandt de tunge, litterære
tendenskanonbaade, der gjennem nogle aar saa sørgelig havde beher
sket literaturens farvande, kom den anstigende lig en festlig flagsmykket
lystkutter med silkeseil, forgyldte tollegange og strengespil fra den
unge besætning.
Saadan virkede bogen. Ikke i kraft af, at det i den tid var
noget nyt, det, at skrive vers. Jonas Lie, Nils Collet Vogt, Sigurd
Bødtker, havde jo brudt veien og udgivet digtsamlinger ét og to aar
før hr. Krag Og hellerikke i kraft af, at den sidstes vers var saa
alting overragende enhver af de tre førnævnte havde skrevet lyrisk
høistemte digte, der hver paa sin vis var førsterangs. Men fordi tidens
fylde nu endelig var kommen; nu først havde enkeltmandsbegeistringen
over de tre forudgaaendes digte samlet sig til opinion og alment presse
skrig. Saa stort spild af aand kræver nemlig den store bøig, der heder
publikum, foran enhver vending i sine anskuelser og førend den faar
vænnet sig til en ny litteraturform.
Hr. Krag debuterede saaledes i et heldigt øieblik og han de
buterede vakkert. Vistnok gives der i hans „digte" adskilligt, der er
godtkjøbs og lirum-larum, og adskilligt, der giver indtryk af at være
239
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
