Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne: Før afskeden - Tredie scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tante Jossa: Nu?
Bertha: Naar du er ude, og Edvard er kommen tilbage, saa
skal vi stænge haveporten og gaa langt ned i enden af haven under
æbletræerne og sætte os dér. Eor dér ser vi ingen folk, bare en
stribe af fjorden.
Tante Jossa: Vær nu forsigtig og ikke forkjøl dig. Jorden er
endnu saa fugtig, ved du. Tag godt med tøi om dig.
Bertha : Men du havde taarer i øinene. Var det af medlidenhed
med mig? Fordi det forekom dig saa sørgeligt at høre én, der ser
ud saa visnet som jeg, stakkel, nu ser ud, tale om den rige lykke ?
Var det, tante?
Tante Jossa: Aa, hvor vil du hen! Det har jeg aldrig tvivlet
paa, at liden Bertha kommer til kræfter igjen.
Bertha: Dere er alle saa gode mod mig. Men der er en ting,
som hverken du eller Edvard eller nogen inden din familie véd.
Bertha: Da jeg traf Edvard var det ti aar, siden min moder
var død. Jeg erindrede hende saa lidet, og derfor har vi talt saa
lidet om hende. Jeg sagde til Edvard, at hun vsx død af mave
betændelse.
Bertha: Havde dere vidst, at hun døde i samme alder som jeg
og af samme sygdom, saa havde dere ikke kunnet trøste mig med
saa megen overbevisning.
Tante: Men ikke græd, Bertha. Ikke græd. Nu var du ja
netop saa glad.
Bertha: Dere véd, at de med min sygdom, pleier at have haab
lige til det sidste. Og derfor har dere aldrig kunnet forståa, at jo
mere, dere trøstede, desto mere bedrøvet blev jeg.
Tante Jossa: Vi har ingen ret til at tvivle paa Guds barmhjer
tighed. Jeg er overbevist om, at han vil være barmhjertig mod Ed
vard. Eor han véd, at Edvardmand vil aldrig faa en glad time mere
i sit liv, hvis du gik bort.
Bertha: Jeg skal gjøre Edvard glad. Han skal forståa, at jeg
er lykkelig og tillidsfuld selv, nåar jeg dør. Og da vil han altid
senere have fred. Jeg skal le til ham; nåar jeg siger farvel. Det
sidste indtryk, den sidste erindring om mig, det skal være noget lyst
—, saa at han altid vil smile og trykke Einar ind til sig, nåar han
tænker paa mig.
Tante Jossa: Jeg forstaar ialfald, at du nn har faaet fred for
dette dumme og onde, som du har pinet dig med i den senere tid.
Det er da deiligt, Bertha.
Tante: Ja og saa?
267
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
