Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Thomas Huxley: Ethik og udvikling. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sammenligne en spires opvekst med udfoldelsen af en vifte eller med
en bæks opsvulmen til en flod. Saaledes naar vi til begrebet evolution
eller udvikling. Ord er her som overalt kun tom lyd eller røg; hovedsagen
er, at man med udtrykket forbinder en klar og rigtig forestilling om det, som
den betegner. Og i dette tilfælde, gjælder det at forståa det sisyphusarbeide,
hvormed den levende, voksende plante xidvikler sig fra frøets relative
enkelhed og skjulte regenerationsevne til en høit differentieret organisme
for fra dette trin atter at synke tilbage til enkelhed og regenerationsevne.
Hvad der gjælder bønnen, gjælder ogsaa livets væsen i al
mindelighed. Fra de laveste former til de høieste, i dyreriget som i
planteriget, frembyder livsprocessen den samme kredsudvikling. Vi
behøver bare at se os om, og den evige forandrings kredsløb træder
os imøde. Vi ser det i strømmen, som løber ud i havet, og hvis vand
vender tilbage til kilderne; i himmellegemerne, som opstaar og forgaar,
vandrer og vender tilbage til sine pladse, i generationernes übønhørlige
følgerække, i herskerslegters og staters opvekst, blomstringstid og fald,
hvad der danner det mest fremstaaende træk i den sociale historie.
Ligesom ingen, der vader over en rivende flod, kan dyppe sin
fod i det samme vand, saaledes kan heller ingen med sikkerhed paastaa
om nogetsomhelst i sanseverdenen, at det virkelig er. Medens han
endnu udtaler ordet eller endogsaa kun tænker det, ophører prædikatet
at være anvendeligt; nutiden er allerede bleven til fortid, „er" til
„var". Og jo mere’ vi trænger ind i tingenes natur, desto mere ind
lysende blir det, at det, vi kalder ro, intet andet er end umerkelig
vorden, at den tilsyneladende fred kun er en stille, men forbitret kamp.
Paa hvert punkt, i hvert minut er altets tilstand kun udtrykket for
hinanden modstaaende kræfters ligevegt, billedet af en kamp, hvor den
ene kriger falder efter den anden.
Hvad der gjælder hver enkelt del, gjælder ogsaa det hele. Natur
erkjendelsen nærmer sig mere og mere den slutning, at hele stjerne
verdenen og denne jords skjønheder dog kun er forgjængelige former
af en vis mængde verdensstof, som vandrer udviklingens gang fra den
blotte udviklingsmulighed i verdenstaagen gjennem den endeløse
vorden af soler, planeter og deres drabanter, gjennem alle stoffets mang
foldige former, gjennem livets og tænkningens uendelig mangfoldige be
tingelser, ja maaske gjennem stadier af væren, som vi endnu hverken
har eller kan have noget begreb om, tilbage igjen til det übe
stemmelige mørke, hvoraf de engang er stegne op. Foranderlighed
er altsaa verdensaltets mest fremtrædende egenskab. Det .byder ikke
synet af en konstant væsenhed, men af en afvekslingsrig vorden, i
hvilken intet andet er varig end selve kraftens strøm og de jernhaarde
love, som styrer den.
Dermed var vi da klatret op ad bønnestængelen og var naaet
frem til et underland, hvor de simpleste, mest bekjendte ting fore
kommer os nye og fremmedartede. Menneskets høieste aandskræfter har
for evige tider nok arbeide i forskningen af den saaledes opfattede
kosmiske vorden.
Ogsaa i en anden form viser den kosmiske vorden sig for os,
fuldkommen som en mekanisme, skjøn som et kunstverk. Hvor den
316
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
