Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Ved Guy de Maupassants død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hr. de Manpassant vil ende som gal.
Den, som vil forståa hans bratte ødelæggelse, tør ikke forglemme
dette punkt. Paul Bourget havde vundet et hastigt ry ved optrev
lende sjælsskildringer, hvis skeptiske dobbeltsidighed greb parisernes
raffinerede og fornegtende aand. „Crime d’Amour" og „Mensonges"
gaadefulde undersøgelser af sjælene stillede Guy cle Maupassants
klare og plastiske menneskeskildringer i skygge ....
Men Guy de Maupassant gav ikke tabt. Han vilde kjæmpe
med Paul Bourget og ulykkeligvis han vilde kjæmpe med
ham paa Bourgets egen jord. Den, som skrev „ Une Vie", vilde vise,
at han ogsaa mægtede at skabe en „Crime d’Amour".
Han gav os „Notre Coeur" og „Fort comme la Mort" og
disse bøger synes mange hans bedste.
Men ikke clestomindre er disse mesterverkers fremstillingsart
utvilsomt hans oprindelige væsen fremmed, og deres oprivende
undersøgelser af sjælene som vel gjenkaldte ham smerterige
hjertets gjennemlevelser øgede hans pinefulde sindstilstand.
Hans broder var allerede sindssyg. Efter et par aars forløb
befriede døden ham. Da Guy de Maupassant ved hans grav tog
afsked med hans læge, sagde han:
„Vi sees, hr. doktor. Ogsaa jeg vil en dag komme for at
søge et asyl i Deres anstalt."
Lægen slog det hen og troede maaske selv ikke paa sine be
roligende ord. Det er adskillige aar siden en af Frankrigs navn
kundige specialister, efter læsningen af en af Guy de Maupassants
noveller, udtalte:
Livet forekom Maupassant alt bitrere. Menneskene var kun
stimænd efter „lykken" og følelsen var blot vort hykleriske navn
for den almægtige drift. En uhyre livsafsky fylder i „Sur L’Eau"
den, som saa mandigt havde elsket livet . . . . J
En fransk ven, vicomte de Colleville, blev den, som maatte
bringe dødsbudskabet til digterens mor. Han gik til hende henimod
aften og sad der med dødsordene paa læberne fem timer uden at
turde sige hende dem. Saa maatte han gaa uden at have talt.
Men neppe er han ude af fru de Maupassants dør, før han siger
til sig selv, at aviserne det var i Nice næste morgen vil
melde døden. Og han staar op klokken syv og gaar paany til
moderen. Da hun ser ham saa tidligt og igjen, forstaar hun og
skriger: Guy er død. Og Colleville maa ien bogstavelig kamp,
Og saa brød vanviddet ud
Som et afløvet træ synes tilværelsen.
325
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
