Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Ved Guy de Maupassants død - Johannes Jørgensen: Stefan George
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Shakespeareske mødre sørger saaledes
synker luens dugg.
der varer i mer end en time, forhindre hende fra at lægge haand
paa sig selv.
Ude paa Montparnassé’ kirkegaard vil man nu reise Guy de
Maupassant et minde. Hans eget livsverk vil dog være uforgjænge
ligere. Vi bør være varsomme med at tildele udødelighed. Aar
hundrederne spotter altfor ofte samtidens forherligende ord. Men
Guy de Maupassant er et saa skarpskaaret billede paa den franske
aand, at hans race dog sandsynligvis længe vil bevare hans verk.
Og længer endnu vil maaske mindet om hans skjæbne leve
han, som eiede alt og tabte alt.
[For kort tid siden indeholdt Politiken en artikel om en ung tysk
digter, hr. Max Dauthendey, samt et oversat stykke prosa fra hr. D’s
haand. Den fremmede skribent blev i Politiken karakteriseret som
„Farvedigter", og denne betegnelse forklaredes derhen, at hr. Dauthendey
ikke skildrede andet end de farveforestillinger, som de af ham iagt
tagne eller oplevede tildragelser ved association vakte i hans hjerne.
Som eksempler paa den tyske digters manér anførte Politiken et
par urimede digte, hvori forskjellige naturstemninger erklæredes at være
opløste i farve. Et af disse digte, hvis emne var en syngende
drossel, lød saaledes:
Purpur-øer i slumrende fjernhed.
Sølverne træer over maanegrøn eng.
Gyldne lianer op mod stjernerne.
Fra skjælvende verdener
Stefan George.
Herman Bang-.
Han siger til niig:
326
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
