Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Michaelis: To digte - Høst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om din fod med sine blades famlen,
som den vilde op ad benet glide.
Over bænkens ryg dit hoved bøiet
holder jeg med begge mine hænder;
himlens blaanen dine blikke blænder,
saa de trækker indad sig i øiet.
som en snetung sky af hvide fnugge;
men de minder, som dit øie dugge,
skyldes mig og skyldes ingen anden.
Der var timer, da jeg helt dig fyldte
og dit hjertes strenge alle stemte;
ogsaa timer kom, da du mig glemte,
og hvorfor du ikke regnskab skyldte.
Ser du, elskov er en urt, der skyder
af en jordbund, som med blod er gjødet,
duften er af syge minder sødet,
Trofast, véd du, var jo af os ingen
hvem tør sige, han var tro tilfulde?
Trofast ingen blev, fordi han skulde
og bar troskabs ydre merke ringen.
Og dit hjerte rummer tusind minder,
som jeg ikke véd, hvor du har plukket;,
ofte har din sjæl til drøm sig lukket,
til hvis løndom aldrig vei jeg finder.
Vi er store børn foruden styrke ;
ingen véd, hvor han af vinden drives;
lykken kun i korte solglimt gives;
hjertet dølger sig i bundløst mørke.
Giv mig kun dét kys, du kan, veninde,,
lad mig helt i dette kys dig eie,
jeg skal aldrig forske dine veie,
giv mig kun vort dyre fællesminde.
og paa blomstens bund en gift, der flyder
Dine tanker flyve over panden
333
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
