Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ferrero: Er vi syge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
komne af de europæiske berømtheder, er ikke lystigere end sine kolleger;
med utrættelighed lodder han bestandig den menneskelige lasts og den
menneskelige dumheds afgrunde, men overalt trænger gjennem den bitre
overbevisning, at det vilde være lettere at berøre bunden i hans vilde
norske have end at give en fuldstændig fremstilling af al vor elendig
hed. Brødrene Groncourt har, hvis jeg ikke tar meget, feil, gjentagne
gange omformet sine romaner til en klinik; Bourget er i den grad
overbevist om vor generations sygelighed, at han gjentager det gamle
shakespearske raad: „Graa i kloster!" Men er det nødvendig at
fortsætte denne trættende opregning? Alverden ved, hvilken skræk
kens pessimisme det er, som har erobret hele den europæiske litteratur.
Filosoferne og videnskabsmændene formaar heller ikke at bringe
os trøst for kunstnernes pessismisme. Efter Schopenhauer fulgte
Nietzsche, det vil sige efter den, som fandt livets ideal i Nirwana og
det ondes tilintetgjøreise, fulgte den, som finder menneskehedens ideal,
der TJbermensch, i Borgia og Tamerlon, i det blodtørstige og intelli
gente dyr, som nærer sig af de svage faars blod, der udgjør massen
af menneskeheden. Man kan sige, at disse to ikke er virkelige tæn
kere, men snarere digtere,, der er forklædte som filosofer. Men Renan,
Taine, Lombroso da? Benan og Taine er kanske de to værste pessi
mister, jeg kjender; Renan, som under sin skjønne stils evangeliske
salvelse skjuler den dybeste foragt for den dumme og onde menneske
hed; og Taine, som skildrer de hæsligste former af den menneskelige
grusomhed uden at blinke, som om han beskrev udviklingsstadierne i
en krystallisation eller metamorfoserne i en plantes liv. Og hvad an
gaar Lombroso, hvorledes skulde han kunne undgaa at være pessimist,
naar han har seet geniet fødes og udvikle sig i degenerationens og
galskabens forraadnelse ? Det er bare Spencer, som midt imellem alle
disse optirrede lærde forbliver rolig og fredsommelig som en gud, uden
at tabe modet, uden at miste troen paa menneskehedens fremskridt
og uden at se paa sine medmennesker som foragtelige skabninger.
Man blir ganske svimmel og fortumlet af at se saamange ulykke
lige og syge i alle verdens bøger. Hvad er det for en djævlebesathed,
som har bemægtiget sig alle sjæle? Lærde, digtere, kunstnere, alle,
som tænker og producerer, henter sine inspirationer og sit stof fra
degenerationens former. Det er sikkert, at faa tænkere for øieblikket
nyder den popularitet som Lombroso, og denne popularitet er kun en
naturlig konsekvense af hele den intellektuelle bevægelse i vor tid.
Lombroso har været filosofen i den samme bevægelse, i hvilken Zola,
Ibsen, Dostojewskij, Flaubert, Baudelaire har været romanforfatterne
og digterne; han har med den videnskabelige undersøgelses redskaber
362
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
