Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Cesare Lombroso: Ibsens „Gjengangere“ og psykiatrien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vi staar ligeoverfor skikkelser, som er dannede efter naturen, frem
førte gjennem en stor kunstners betagende geni, saa vaagner følelsen
for det sande, som slumrer i os alle, hvormeget den end er svækket
og ledet paa afveie ved affektation og doktrinarisme ; den oprører
sig mod de konventionelle løgnes lænker, som den har baaret saa
længe, og den emanciperer sig saameget desto lettere, jo mere
kunsten udvider og forskjønner virkelighedens konturer, saa de staar
klart og tydelig for vore øine og fordriver enhver tvil.
Denne virkning har Ibsens „Gjengangere havt; jeg benegter
ikke, at meget i den er overdrevent, ligesom i Zola’s bete humaine
og den der givne fremstilling af den fødte forbryder. Atavismen
og sygdommes og forbrydelsers arvelighed er en fastslaaet kjends
gjerning; men arvelighedens konsekvenser er aldrig saa absolut
sikre, sønnen er aldrig i den grad en kopi af faderen, at han i et
øieblik af dyb bevægelse netop maa sige det samme, som hans
fader engang har sagt i en lignende situation ; endnu mindre er det
nødvendigt, at det vaaben, hvormed fader Kougon har skudt sig,
nu ogsaa maa tjene til at dræbe sønnesønnen. Et sligt arrange
ment er som en symbolsk karrikatur af grundtanken, som i og for
sig er ganske rigtig: at fædrenes svagheder og sygdomme i stadig
forøget maalestok gaar i arv fra generation til generation, indtil
slegten ender med at opløses.
Intetsteds er dette saa skarpt og overbevisende fremstillet som
i „Gjengangere’’. Videnskaben kan helt og holdent acceptere, at
en i udsvævelser, drik og derved betingede sygdomme tilintetgjort
fader har en datter, som ved den første, den bedste leilighed er
villig til at overgive sig til den høiere prostitution. Videnskaben
maa ogsaa anerkjende sønnen, som, skjønt han som barn blev
fjernet fra faderen for at unddrages hans indflydelse, dog lider af
kongestioner til hjernen, efteråt han først havde havt tidlige anfald
af kunstnerisk geni, hvori slegtskabet mellem geni og nevrose
dokumenterer sig, og som tilslut tøilesløst hengir sig til nydelsen af
Venus Panåemos og gaar til grunde ved paralyse. Alt dette er
lige saa sandt som ophøiet forfærdeligt i sin dramatiske virkning.
Men jeg kan ikke negte, at her er paa scenen sammentrængt til
nogle faa dage, ja nogle faa minutter det, som i virkeligheden ud
gjør et ungdomslivs lange aar, og hvad der faktisk sjelden sker
med en saadan intensitet som hos vor helt; men det er jo netop
sammentrængt for at udøve denne rystende virkning. Ser man bort
fra denne feil, der ogsaa er Zolas, saa er karakterudviklingen fuld
stændig rigtig. Mesterlig fremstillet er kjærligheden til kunsten,
396
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
