Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Cesare Lombroso: Ibsens „Gjengangere“ og psykiatrien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Turin.
Professor Cesare Lombrozo.
der optræder drømmende, ligesom i somnambule anfald, den egoistiske
godmodighed, som tankeløst og uden taknemmelighed tär imod
moderens kjærlige omsorg; de korte anfald, først af genial vel
talenhed, derefter af kranglelyst, som af og til bryder den apathiske
tilstand ; den lidenskabelige trang til alkohol ; den pludselige, fuld
stændige forglemmelse af alt oplevet, stammingen og søgingen efter
ord —: alt dette er virkelig de karakteristiske træk af den progressive
paralyse, som Oswalds fremstiller i Turin gav med fuld natursandhed,
om end, ligesom Ibsen selv, ikke uden overdrivelse. For skuespilleren
ligger faren ved denne rolle deri, at han ved fremstillingen af den
usikre, stampende gang, af stammingen, den mangelfulde artikulation,
af apathien, uroen, i et billede maa sammensmelte ti paralytikere,
saa at der opstaar et rædselsfuldt billede, etslags koncentreret
ekstrakt af sygdommen, og at fremstillingen saaledes meget let
gaar endnu videre, end forfatteren har tilsigtet. Men paa dette
punkt maa vi spørge os selv, hvem der har ret: vi, naar vi for
langer en absolut naturtro realisme, eller forfatteren og skue
spilleren, som tar realismen cum grano salis og gjør virkeligheden
anskuelig og, hvad mere er, kunstnerisk, saa at der af det rædsels
fulde fremstaar, om ikke det skjønne, saa dog det ophøiede.
En nøiagtig psykologisk undersøgelse af, hvad kunst er, eller
rettere af hvad sensation er, gir o s uret og kunstnere som Zola og
Ibsen ret.
Vort synsredskab registrerer ikke som et fotografiapparat gjen
standene, saaledes som de er, men det gjør et udvalg af de talrige
enkeltsensationer, som et objekt fremkalder paa det og sammen
smelter disse ved en synthetisk proces; derfor vilde en maler, som
vilde fremstille en galopperende hest, saaledes som et øiebliksfotografi
gjengiver den i en kort enkeltface af bevægelsen, levere et fugleskræmsel
og blive udleet ; thi øiet gir vor bevidsthed først da en forestilling,
naar det optager en hel masse øiebliksbilleder. Naar nu kunsten
fjerner sig en smule fra sandheden for netop derved at vende til
bage til den, saa følger den lovene for vor sansning; og deraf
kommer det, at den ved sin synthetiske virksomhed indprenter
virkelighedens store linjer endnu dybere, end selve virkeligheden
formaar.
397
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
