Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Jonas Lie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lige hos digteren igjen taget magten fra hans sterke og medynks
fulde iagttagelse af livet i det fulde lys og dagen om ham, den
iagttagelse, hvem vi skylder „Kommandørens Døtre" og „Et Sam
liv". „Den Fremsynte"s digter har ordet paany.
Men hans indbildningskraft har vokset sig sterkere. Spørgs
maalene, som han retter til naturen og sjælelivet, er blevet mere
gjennemtrængende og dybere.
At klarlægge alt det var en stor opgave for en norsk kritiker.
Thi kun han kan tumle helt med den fremmedartede iklædning, som er
ham hjemlig, fordi den er sprungen af hans fædrelands natur. En
dansk vil aldrig kunne det. En sletteboer kan følge ellepigernes
dans, han kjender ikke draugen.
Og at stille de Lieske eventyr i fuld belysning af og i hans
produktion var maaske for den norske kritik kun en pligt mod
digteren. Thi neppe er „Tylvten" blevet skattet efter fuld fortieneste.
Læseverdenens forhold til Jonas Lies liv er overhovedet merke
ligt. Som han selv er en stille mand, er hans læserfolk en stille
flok, hvis hengivenhed er urykkelig, men som aldrig har løftet ham
paa skjold under gny. Og selv i denne, man kunde, overfor tidens
øvrige larmfuldere fænomener, næsten fristes til at sige lydløse hen
givenhed har Lie hartad som hans eget væsen, der selv er sent
og langsomt i vendingen, havde smittet hans publikum maattet
vinde saa smaat og skridt for skridt. Nu var den vunden for
romanforfatteren nu, da læseren pludselig skal følge eventyr
digteren. Skulde det maaske nu atter tage aar og aar, før de sen
drægtig lærte helt at tilegne sig ham?
Det er muligt, det er saa. Men i saadanne øieblikke har kri
tiken en opgave. Den bør give læseverdenen skubbet i ryggen til
rette tid.
Den øieblikkelige forstaaelse er for den moderne digter blevet
næsten ligesaa nødvendig som for skuespilleren. Digteren ved altfor
godt, at den rastløse og lidet læsende tid har fuldt op at gjøre med
at læse de samtidige digtere, og pessimister, som de er, tror de
ikke længere synderligt paa den stakkels udødelighed, som trøstede
vore fædre. Hvad den levende ikke naar, stoler de ikke paa, vil
times den døde. Og den aabenbare tilslutning, der giver sig ud
slag i bifald, der hører og fornemmer, er desuden for deres ner
vøse temperament blevet en trang, der maa tilfredsstilles, for at de
skal kunne fæstnes i deres skaben. I en tid, hvor ingen vil vente,
kan man der forlange, at ene digteren, taalmodig og sterk, skal
vente paa monumentet, man vil reise paa hans grav?
403
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
