Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Jonas Lie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som han gaar og taler og staar, som han sidder og reiser sig, og
som han fører sine hænder; forfølger ham, som han aancler og lever
og er.
Saaledes vil impressionismen frembringe indtryk af liv, men
skaber kun indtryk af livagtighed hvis den ikke forstaar, at den
mer end nogen anden kunstform nu a anvende den kunstneriske
forkortning.
Impressionistisk kunst blir ganske vist gjengivelsen af en fort
sat række af ydre foreteelser. Men disse ydre foreteelser maa,
hver eneste enkelt, være en blændlampe rettet mod noget indre
et hastigt aabnet og atter lukket skydeskaar ind mod sjælen. Kun
saaledes blir impressionismens tusind übetydeligheder (der er, aa,
opsamlede saa nøisomt) betydende, og dens tusind smaa ting blir
store: thi kun da skabes der mennesker.
Jonas Lie ved det. Han medtager, i sin uendelig stride kunst
form, paa høiden af sin evne, neppe en eneste „übetydelighed",
hvori ikke et af hans mennesker forraader sig, og neppe nogen
eneste „rigtighed", der ikke blir betydende sandhed, fordi den gjem
mer en stump menneskeliv.
For saa fuldkomment at kunne skjelne væsentligt fra uvæsent
ligt i sine menneskers væsen maa digteren ikke blot have det skar
peste blik. Han maa tillige have kjendt sine mennesker meget
længe. Men den lange dvælen er netop Jonas Lies sag. Han er
saa trofast, som han er sen.
Da han drog ud i sin lange udlændighed, bragte han med sig
en sum af minder, minder om mennesker og ting. De blev alt
hans selskab, han søgte intet andet. Han levede, lukket ude fra
alting, kun med de minder og derfor levede maaske ingen nord
mand saa inderligt med norske mennesker som han.
Han har levet først i Tyskland, saa aar efter aar i Paris.
Han har glædet sig over storbyernes liv som over et skuespil, hvis
skjønhed vaagen sans kan nyde. Men selv Paris er aldrig traadt
ind over hans tærskel; og under den lange udlændighed har ingen
fremmedpaavirkning naaet ham. Det har neppe i samme udstræk
ning været tilfældet med hans store fæller. Bjørnstjerne Bjørnson
havde med sin altid modtagelige aand under slutningen af sit exil
utvilsomt modtaget impulser fra Tyskland, og i „Hedda Gabler"
spores udlændigheden selv i Henrik Ibsens ensomhed-søgende væsen.
Hos Jonas Lie er det aldrig blevet tilfældet, og det er for
staaeligt. Thi hans dør forblev uforanderlig lukket for det frem
mede, og alt hans hjem tilhørte, det var fædrelandet.
405
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
