Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Dahl: Jul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Er du ikke kristnet, sier du?"
ved laa færdigkløvet, fra folket ihøst forlod sæteren. Man saa
endnu aftrykkene i den smaaskaarne sengehalm, aftrykkene efter
den sunde, trygge sætersøvn, tydelige som naar børn kaster sig
baglænds i sne.
„Nei for hu mor sier, vi bor saa vemodig langt paa skogen,
at det er mest fire mil til kjerka og to mil uden vei, saa en er
lige ilde stelt baade vinter og sommer, si’er hu."
Min ven satte atter ansigt mod mig. Jo jeg forstod. Men
han syntes vel: ikke godt nok. For han la’ eftertrykkeligt til:
„Er det ikke julekvelden idag?"
Jovist var det det. Og den skulde da ikke netop lukke hjertet.
Ja det var da ikke sikkert, moderen vilde like bjemme
claab. Vi fik ialfald snakke med hende først.
„Her gjælder ikke hus eller forskrift, men barmhjertighed,"
tordnede han.
Se saa der kom vi i dispyt, og den var lettere at komme
ind i end ud af med ham.
Men jeg var klog nok.til at vende mig mod gutten og spørge:
„Ved du, at det er julekvelden idag."
„Ja trur du inte, at hu mor har lovt mig kakebrød i efter
middag da! Og saa kaffe med sukkerbid."
Min ven sendte mig et afskedsblik, snuede sig mod gutten og
saa og saa paa ham og faldt i tanker, mens jeg talte lidt med
ham om julen.
Han vidste saare vel, at der er en Gud og Frelser over os,
og at julen minder om ham. Og saa denne fjeldsikre, høifjeldsklare.
barnlige forvisning! Vi sad som i kirke. Min ven gned sig i
øinene.
Sneen hang nemlig i begyndelsen som et svulmende yver ned
over i skorstenspiben. Men snart banede røgen sig vei, og varmen
fra baalet malkede yveret, saa der kom sprut paa sprut ned i
peisen, ja tilslut silrede det baade jævnt og godt.
Snart stegte varmen os, saa det bare røg af bundenes sneede
pels og af vore sokker og klær; for alle trængte sig i begyndelsen
helt op i peisen; hundene foran, som übudne ovnskjærmer. Men
retsom det var, maatte vi alle retirere lidt, hundene med brændte
snuder og vi med glødende kinder.
Men kanske det var røgen. Jeg turde ikke spørge.
„Saa døb ’en da vel!" udbrød min ven, formelig studs.
461
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
