Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
\
til at tro, at digterne selv blev ikke mindst forbauset over dem
„europæisme", som vort fredlyste samfund leverede beviserne for.
Nu kommer der paa et vis et atterslag. Kristiania er ikke
længer den lille by, som naturligen skiller ud „misliebige" elementer.
Der er plads for nogen hver. Blandt andet huser byen en skare
af dem, der som det heder hos Welhaven kan sige „en
ringe kafé er det bedste for dem". Jeg skal ikke paastaa citatets
ordlyd, heller ikke at „Grand" er en ringe kafé. Men nok er detr
at den voksende hovedstad har udviklet en form for samkvem,
som gir plads for andre end velmeriterede borgere. Og da denne
vor hovedstad trækkes med adskilligt af det hvalpede, blir det jo
mest iøinespringende, at et lidet land som vort kan holde saa mange
ledige individer. Godtfolk tror nemlig, at „de stadige", „figurerne"
ikke gjør andet end at. figurere paa Grand. Og nu har godtfolk
faat vand paa sin mølle; for ikke mindre end tre norske skildrere
af vort samfund har givet billeder fra Grands kunstneriske kontingent.
Fru Skrams skuespil som i den nærmeste fremtid gives paa
Bergens Theater foregaar vistnok i Kjøbenhavn; men det er
norske, som optræder. Hamsun er in medias res og har mange
scener fra „Grand". Gunnar Heibergs folk forevises ikke paa
„Grand", men er af samme artstype.
Saa nu „faar" kunstnerne.
Alle tre bøger handler væsentlig om kunstnere, skrivende’ og
bildende. Skulde man tage disse skildringer som forfatternes eneste
reflex af norsk kunstnerliv, blev billedet sandelig alt andet end
tiltalende. Den aandstype, som i ethvert samfund producerer kunst,
maatte da hos os være mer end markstukken; det blev en eneste
samling af degenererede, og „dekadenten" blev ikke længer en
litterær terminus alene; det blev en altomfattende betegnelse for
nedgang.
Saa er imidlertid ikke tilfældet. Amalie Skram giver et billede,
Gunnar Heiberg et andet. Hamsun et tredje. Lighedspunkterne er
ligevel uhyggelig mange, saa godtfolk kan have grund til en rask
slutning. Grunden til ligheden stikker i fælles motiv, fælles indig
nation, fælles nærhed til forholdene. Forskjellen maales i themaets
behandling, forfatternes eiendommelighed og det enkelte arbeides
springende punkt.
Hos Amalie Skram er det nogle norske forhold, som hun har
set i et fremmed milieu. Selv levende i dette milieu har hun faat
ting paa afstand, som hun kanske ellers ikke havde set saa krast.
Modviljen mod norsk væsen er i Kjøbenhavn ikke indskrænket til
litteraturen alene. Vel saa meget støder kanske norsk optræden
overhodet de danske. Og Amalie Skram har i Danmark faat en
levende følelse af norsk uvæsen.
Saa har hun i skuespillet Agnete git et billede af en norsk
koloni i Kjøbenhavn, som ingen dansk fornemhed kan klage over.
Utækkeligheden er sat i system. Første gang jeg læste bogen
mindedes jeg, hvad Knut Bergslien og Ernst Sars har fortalt mig.
om islændingerne i Kjøbenhavn. Det var efter beskrivelsen
482
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
