Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det værste man kunde træffe paa. De var udfattige, hovne og
paatrængende og mildest talt miserable i sit comportement.
De prøver, Amalie Skram gir os fra den norske koloni, er
mer drastiske end egentlig tiltalende; men jeg skal ikke indlade
mig paa nogen benegtelse. De kan vist være „fælt vonde", norske
nordmænd i Kjøbenhavn. I „Agnete" blir dog det utrivelige gjort
baade forstaaeligt oii; morsomt, og grunden er, at det specifikt norske
blir baade baggrund og forklaring for den menneskeskjæbne, som
væsentlig interesserer os, Agnete nemlig.
Hun er en fraskilt hustru, som lever dernede paa egne vove*-
spil ; for hendes tidligere mand er gaaet fallit. Saa lever hun, som
hun kan, og mister følelsen for egen værdighed. Hun „plader" og
stjæler — fra dem, som har raad. Men der er bund i hende, og
da hun møder den mand, hun elsker, og som hun kan tie overfor,
saa taler hun, bekjender. Her er dramaets nøgle, her blir hun
virkelig tragisk, og milieuet gir de supplerende forklaringer.
Uden deklamation, uden nogensomhelst udpyntning har Amalie
Skram her givet os en menneskeskjæbne, saaledes tilrettelagt, at
en indgaaende forstaaelse maa sige, det er rigtigt. Jeg bryr mig
ikke om mine egne indvendinger; for de er gjengangere ira mit
første indtryk i dette dumme, at slige mennesker har vi gudskelov
ikke med at gjøre. Farisæismen stikker i os alle.
Fru Skram har efter min mening i det norske kolonibillede
givet en virkelig digterisk forklaring af et menneskeligt fænomen,
og fordi hun har reddet det menneskelige ikke alene i hoved
problemet, men ogsaa i sidemotiverne, synes jeg, stykket er godt.
At Amalie Skram ser godt, ved vi jo; men i dette arbeide
har hun saa at sige forløst endel penible iagttagelser, hvis resultat
er et vel udstyret drama. Ellers blir hos hende ofte iagttagelsens
krashed det, der hefter sig mest i erindringen.
Der er paa sine steder en ikke helt frigjort komik, som muligens
lover, at Amalie Skram engang kan skrive en norsk komedie.
Dette haab er saa meget mer begrundet, som hun kjendelig er
bleven befriet for de strubte „meninger", der i begyndelsen gjorde
hendes digteriske intention uklar. Hun skrev virkelig „tendens"
engang; men hun som saa mange andre, der har løbet igjennem
vort aandssamfunds hæseblæsende nyhedsjagt, er falden til ro i en
artistisk og derfor mer forstaaende og mildtseende menneske
opfatning.
Hamsun derimod lader til at gaa den modsatte vei. Han gav
et menneske i „Sult", han gav et rart menneske i „Mysterier",
men dog altid et menneske. „Redaktør Lynge" har jeg ikke læst,
men troværdige læsere har givet mig det indtryk, at det var et
vrængebillede af et menneske. Og nu ser jeg her i „Ny jord" et
underholdende galleri af folk, som blir borte for mig, hver gang
jeg vil gribe dem.
Forfatteren har seet sig forarget paa nogle fænomener i vor
unge hovedstad, og han vil „pinedød" gi dem paa pelsen.
Det gjør han med virtuositet. Jeg er ikke bedre menneske, end at
483
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
