Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - W. S. Lilly: Forbrydelsens filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
et udslag af tidens tendens til at bringe alle ting ind under
naturvidenskabens — den eneste videnskabs — omraade: at gjøre alt afhængig
af materiens love. En af de mest yndede bebreidelser, anthropologerne
i tilfælde af dissens gjorde hinanden paa Brysselerkongressen ifjor, var:
Vous faites de la métaphysique" (De taler jo metafysik). Hvad der
end kunde være tvilsomt, én ting syntes at være sikkert: at metafysik
har ingen ret til at existere. Jeg for min part maa tillade mig at
fastholde, at hele spørgsmaalet om forbrydelse, videnskabelig seet,
falder ind under ethiken, og at ethik er bygget paa metafysik og ikke
kan have nogen anden basis. Ethiken (moral philosophy) handles
de actibus humanis O: om handlinger, der i egentlig forstand er
menneskelige; med andre ord handlinger, som er frivillige, fordi de
fremgaar af en mands vilje, med bevidsthed om det maal, de sigter
paa, og som er frie, fordi de under de samme forudsætninger kunde
været gjorte og kunde have været undladte. Og det kriterium, hvorefter
ethiken dømmer om slige handlinger, er deres overensstemmelse med eller
deres strid mod menneskets rationelle natur. De, som stemmer
overens med denne natur, er moralsk gode; de som strider imod den, er
moralsk onde. Det er menneskets fyrstelige og farlige prærogativ,
som „menneske og herre over sin skjæbne" at vælge mellem dem.
Og for det valg er han moralsk ansvarlig. Vi roser og dadler ham —
og oraklet i hans eget bryst bekræfter de andres dom — eftersom
han vælger galt eller rigtig. Det væsentlige indhold i en slig ros eller
dadel er et ethisk element. Dette har været alle tiders store
moral-filosofers lære; allerede Aristoteles fastslog det klart og tydelig.
Dette maa være nok for at antyde, hvad der for mig synes at
være moralvidenskabens sande og eneste grundvold. Kants lære
om frihedens og moralitetens identitet indeholder en dyb sandhed.
Man har undertiden sagt, at læren om den fri vilje er af liden
praktisk betydning. Sidgwick bemerker saaledes, at den har lidet eller
intet at sige for den systematiske ethik. Men den systematiske ethik
maa titvilsomt ogsaa behandle grundlaget for den moralske forpligtelse;
den maa hvile paa videnskaben om moral. En hoben forskrifter, en
blot og bar haandbog med regler for livet kan ikke gjøre krav paa at
kaldes systematisk ethik. Og er ikke spørgsmaalet, om et menneske
kan eller ikke kan gaa ind paa disse regler i høieste grad praktisk?
Jeg er ganske vist ikke blind for og indrømmer med glæde, at mange,
der holder paa den strengeste determinisme, lever et dadelløst, ja et
skjønt liv. Men jeg siger med Eichte: „Dersom en person, som har
antaget læren om nødvendigheden, skulde vedblive at være dydig, saa
maa vi søge aarsagen til hans godhed andetsteds end i denne lærdoms
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
