Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Clausen (med billede): Karnevallet - H. K. Søltoft Jensen. Middelalderlig digtning og moderne pastiche - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
Og da det blev morgen en tung og vag
tøsne-hvirvlende vinterdag,
og jeg skimted paa stolen nær min seng
min fløielsvams og mit kaardegehæng
og de pralende pjalter med glimmer besprængt-
over gulv over borde i hastværk slængt . . .
da laa der endnu i mit bogfyldte rum
en forventningens duft fra i gaar — saa du nu
Og jeg lallede skamfuld: „Det mishager mig!"
Og vendte min pande den modsatte vei.
Sophus Clausen.
Middelalderlig digtning og moderne pastiche.
i.
Den aandfulde franske kritiker Jules Lemaitre siger — i
en afhandling om Leconte de Lisle — at vort aarhundredes
største originalitet bestaar i evnen til at trænge ind i tidligere
aarhundreder aandsliv, vor tids mest karakteristiske træk er la curiosité.
Hvor megen sandhed ligger der ikke i denne ytring. Aldrig har
der eksisteret nogen tid saa videbegjærlig som vor, aldrig før har
man med saa megen energi og saa meget held søgt at trænge ind
i, at forstaa og reproducere de forskjelligste tiders kultur, deres
besynderlige tankesæt og følelsesliv. Tidligere tiders opfattelse og
gjengivelse af en fortid synes os med rette barnlig og latterlig.
Naar man i middelalderen vilde skildre oldtiden, fremstillede mail
den i samtidens egen lignelse, ikke alene savnede man ganske blik
for, at der i den fjerne fortid tænktes og føltes anderledes, men
selv i det ydre kostume formaaede man ikke at komme ud over
samtiden. En Alexander og en Hektor fremtræder i middelalderlige
digtninge henholdsvis som en fransk eller engelsk konge og en gjæv
riddersmand. — Og i klassicismens tid er anakronismen trods det
større kjendskab til oldtiden næppe meget mindre. Man
sammenligne blot en tragedie af Racine eller Voltaire med en af Sofokles
eller Euripides eller Fénélon’s Télémaque med Homer — og man
vil se, hvor lidet de franske digtere har skildret virkelige grækere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
