Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Schjelderup: Den ny-italienske retning i den dramatiske musik - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101
stændig overfladisk saavel digterisk som musikalsk. I virkeligheden
vilde Wagner vende sig i sin grav, dersom han hørte en
Leon-cavallo paaberaabe sig hans navn. I virkeligheden forfølger
Leon-cavallo ganske de modsatte maal, arbeider ivrig paa at ødelægge,
hvad Wagner med saa megen møie har opbygget. For Wagner
var det psyehologiske drama alt, musikken som digtekunsten og
skuespilkunsten blot midler til at trænge |saa dybt ind i
menneskenes sjæleliv, som muligt, — som ingen anden musiker har han
formaaet at tegne karakterer, skildre indtryk og stemninger —
hos ham er den ydre handling i regelen en udvikling af de
optrædende personers indre væsen, en følge af deres individuelle
anlæg (som hos Shakspeare, Ibsen og alle andre store dramatikere).
Hos Leoncavallo er derimod alt ydre, brutal sanselig virkning.
I ,.Medici" er alt ydre tilfældigheder. De forskjellige begivenheder
følger efter hverandre uden spor af indre sammenhæng. Af forsøg
paa karakteristik er kun faa spor. Man skulde tro, at „digteren"
havde tænkt omtrent saa: i renaissansetiden gives en mængde altid
probate effectmidler — folk havde pragtfulde kostumer, feirede
maleriske folkefester, i hvert øieblik blev en eller anden stukket ihjel,
forgiftet, brændt, levende indemuret — der gaves pikante
elskovseventyr i masse — dertil de maleriske italienske byer — — hvad
mer skal der til for at feire store triumfer, samle en mængde penge,
nyde livet —■ pokker ivold med realismen!
En paa ganske vulgære motiver bygget jagtfanfare danner den
magelige indledning til trilogiens første del. Vi befinder os i
skogen, hvor en del høie herrer Lorenzo og Guliano Medici og et
par venner mødes. Der discuteres om politik og kjærlighed.
Jægerne drager videre for at give plads for en ung florentinerinde
Simonnetta, der med en veninde gaar en spadsertur. Hun synes at
være i svært blød forelsket stemning. Simonnetta blir alene paa
scenen, for at Montesecco, pavelig kaptein, kan faa leilighed til at
forsøge paa at øve vohl mod hende (pikant). Dog Montesecco maa
flygte, cla Giuliano nærmer sig. Simonnetta fortæller denne om
Mon-teseccos atentat. Med utrolig hurtighed udvikler sig en
elskovsscene, som afbrydes ved venindens tilbagekomst. Anden akt
begynder med en folkefest med obligatorisk ballet og en serenade,
som Lorenzo af Medici synger til en i stykket aldeles ikke
optrædende dame. Simonnetta danser med, men falder om, da hun har
tilbøielighed for tæring, lader det til.
Hun bæres da bort, og det første, hendes begeistrede tilbeder
Giuliano gjør, er at indlade sig med Fioretta. den omtalte veninde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
