Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: En tak til herr Collin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
133
kunsten bestaa. Alt vel overveiet afstedkommer den. mere godt
-end ondt, og i ethvert fald — den kunstneriske trang k a n ikke .
udryddes.
Kunsten er menneskesjælens, frie udtryk; gjennem den vil
menneskene udjuble sin glæde, sin begeistring, sit mod; men gjennem
-den vil de ligesaa vel klage sin sorg, sin nød, sin længsel, sin
fortvilelse. Kunsten er menneskelig, og ingen menneskefølelse kan
være den fremmed; selv „syge" sange synger den med ufor-,
tabelig ret.
Og er tiden syg, saa maa den synge syge sange. Har den
noget af forfald i sig, noget af de store reaktionstiders skuffelse?
mismod, hang til livsnydelse, til drømmeri, til mystik, abnorme
sensationer, saa træder dette frem i dens litteratur og skal saa gjøre.
:Saa sandt digterne er tidens børn, saa lever de dens liv med og
lider dens lidelser, mere end andre, fordi de er mere følsomme.
Om vi kunde tænke os en glad kunst skabt af en trist tid, —
vi vilde ikke akceptere et saa uhyre falsum. Der kunde ikke være
.„sundhed" i sligt.
Tiden skal fremtræde som den er, kun da gir den sit
„bidrag til udviklingen." Vi har som intelligente mennesker at fatte
og at forstaa; paa tidens kunst aflæser man dens aandelige
atmosfæres tryk som paa et barometer. Og har vi den aandens
dannelse, som bl. a. vore lærere i litteratur burde hjælpe os til at naa,
tü vi ogsaa kunne se og nyde denne syge kunsts ofte
eiendommelig fine og zarte skjønhed, — en skjønhed, den har ganske for sig
:selv, ligesom høsten har en charme, ingen vaar kan kjende.
Ogsaa med hensyn til „det nøgne" maatte vi ved gode læreres
hjælp hæve os til en noget mere civiliseret opfatning end den, der
f. ex. foran en Venus intet andet kan føie end forargelse over
mangelen af undertøi. Herr Collins bedømmelse af arbeider som
„Balkonen" eller „Julies Dagbog" viser, at han ikke har
fattet sit lærerkald paa dette omraade. Opgaven skulde være:
at hjælpe publikum til at opfatte tanken i et verk, hovedlinjerne,
den kunstneriske mening; en kritiker derimod, som med grov
understregen af visse stofligheder snarere hindrer læseren eller tilskueren
i af lade sig gribe af kunstverkets kunst, ja kanske understøtter
tilbøjeligheden til at blive hængende ved det, hvoraf en raa
betragtnings kan uddrage „gift", — er ikke kritiker længer, men
lægprædikant, og hans stilling blir den tragi-komiske: at han ved sine
skrig mod den nøgne kunst hidser, og dertil forraaer. publikums
interesse for det nøgne. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
