Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Theodor Hertzka: Freiland - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181.
ikke strækker til for at holde arbeidet progressivt gaaende; det
ved, at for at opnaa dette resultat, maa man enten tage sin
tilflugt til den personlige interesse eller til tvang, og da det af had
til bourgeoisiet afskyr den personlige interesse, har det bestemt sig
for tvang uden at lægge merke til, at det paa den maade selv
fortsætter borgersamfundets praxis, bare med den forskjel, at man
har byttet herre, byttet samfundets herredømme med
kapitalistens.
Socialdemokratiet har dog saaledes et princip, hvorefter
arbeidet kan organiseres; men det er ikke tilfældet med den anarkistiske
kommunisme; den sætter resolut dilemmaet mellem personlig interesse
og tvang ud af betragtning, og bygger paa den illusion, at det
ligger i menneskenes natur at bekymre sig om andre mere end om
sig selv; og i tillid til denne tro mener den, at dersom man
fjernede de hindringer, der modsætter sig dette instinkt/ saa vilde dette
af sig selv finde den bedste vei.
Jeg bemerker her i forbigaaende, at paa dette afgjørende
punkt gaar de tre skoler, borgerlig orthodoksi, autoritær
kommunisme og anarkistisk kommunisme, ud fra et og samme feilsyn, idet
de tror, at det er nyttigt, nødvendigt, ja at det endog ligger i
sagens natur, at naar det gjælder at disponere over arbeidet og
dets produkter, saa er ikke dette en ret, der tilkommer arbeideren
selv, men en anden, en magt, der er stillet over den individuelle
arbeider. Denne anden, ved hvem og for hvem individet har at
arbeide, er i det borgerlige samfund den isolerede entreprenør eller
kapitalist; i de to andre leire, socialdemokratiet og anarkismen,
eidet samfundet. Og det middel, hvorved man vil faa individet til
at gjøre sig umage til fordel for en anden, er i bourgeoisiet og
socialdemokratiet tvang, — der gjennem hunger, her ved
statsmyndighed — og i anarkismen derimod den rene filantropi.
Førend jeg gaar over til at udvikle vore egne principer —
jeg mener jPmfomcfeprinciperne — maa jeg kortelig omtale en
fjerde skole, de individualistiske anarkister. Disse er fornuftigere
end de tre andre, forsaavidt de indrømmer, at den individuelle
interesse er det bedste motiv til arbeide, og at dette motiv maa
Jøre til alle økonomiske interessers fuldstændige harmoni. Dette er
iøvrigt en theori, som ikke skyldes anarkisterne, men den klassiske
nationaløkonomis største forfattere, og mod hvis ligtighed man ikke
hidtil har kunnet og vel neppe nogensinde hellere vil kunne føre noget
gyldigt bevis. De klassiske økonomer har kun taget feil i ét
punkt: de har troet, at de kunde løse den personlige interesse for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
