Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Psalmerne - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213.
Som hinden smægter efter bækken,
saadan smægter min sjæl efter dig, o Gud!
Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud,
naar faar jeg lov at stedes for dit aasyn?
Taarer er min næring dag og nat,
thi dag ud, dag ind spørger man mig: Hvor er din Gud?
Jeg husker det og græder over min skjæbne,
husker, hvordan jeg gik i den tætte skare,
førte til Guds hus i processionens langsomme gang
med glædesskrig og lovsang en festligt dansende mængde.
Her falder omkvædet ind:
Hvorfor sørger du min sjæl?
Hvorfor knurrer du over min lod?
Haab til Gud! jeg vil altid prise ham,
ham, min frelser og min Gud.
Den anden strofe fortsætter skildringen af den nedslagenhed,
omkvæ d et b ekj æmp er:
Min sjæl er nedtrykt over min skjæbne. Derfor gaar min tanke
til dig fra Jordans bredder. Fra Hermons kjæder,
fra Mizars bjerg brøler bølge efter bølge
under dine vandfalds brusen,
og alle strømme og bølger gaar hen over mit hoved.
Fjender knuser knoglerne i mig, voldsmænd liaaner mig,
og siger dagligt: Hvor er din Gud?
Hvorfor sørger du min sjæl?
Hvorfor knurrer du over min lod?
Haab til Gud! jeg vil altid prise ham,
ham min frelser og min Gud.
Strofeformen alene muliggjorde jo ogsaa den sang, der
ledsagede texten, og vi ser hvert øieblik melodier nævnte.
Udtrykkene ovenover psalmerne, som: Til liljerne, TU morgenrødens
antilope, De fjerne terebinthers due, Ødelæg ikke, der i henved totusind
aar forblev uforstaaede, gaar øiensynligt paa melodierne, anfører
ofte sungne sanges begyndelsesord.
Den hebraiske poesi har som bekjendt (istedenfor faste rytmer,
rim og symmetriske versemaal) parallelismen, en menings-symmetri.
De to linjer, der svarer til hinanden, har snart samme betydning, snart
staar de i modsætning til hinanden, idet de udtrykker samme tanke
fra modsatte synspunkter. I strofer paa fire vers har ofte de to,
som aabner strofen, samme mening, de to, som slutter den,
ligeledes, og først det hele giver da den fuldstændige mening. Se f.
eks. psalme 114:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
