Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Psalmerne - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218.
kongen som den, der skal glædes i Gud og paa hvis kjærlighed
der kan stoles; det er en hæder at aflægge ed til ham. Tydeligt
nok er den saaledes betegnede konge ikke Saul.
Ps. 60 skal David have skrevet, da han kjæmpede med
meso-potamiere og syrere fra Zoba og da Joab slog 12000 edomiter ihjel i
Saltdalen, med andre ord, digtet skal stamme fra en tid, da Israel
gik fra seir til seir — og saa handler det kun om sorg og suk,
om nederlag og forskudthed af Herren. Ingensteds overhovedet,
hvor der i overskrifterne nævnes begivenheder af Davids liv, findes i
psalmerne ringeste hentydning dertil. Og hvor der i psalmerne
tales om templet, om Guds ophold paa Sion, om en gudsdyrkelse,
der har sit sæde i Jerusalem, er det selvfølgelig endnu mere
umuligt at tænke paa Davids tid; sligt omtales imidlertid stadigt. At
endelig de psalmer, der dreier sig om landflygtighedens tidsalder,
endog som forbigangen, ikke kan stamme fra David eller hans epoke,
er ikke mindre en selvfølge.
Af den art er den berømte 137te psalme:
Vecl bredden af Babylons floder
sad vi og græd,
naar vi mindedes Sion.
Paa piletræets grene
hængte vi vore lyrer;
thi de, som holdt os fangne, bød os at synge,
og de, som flk os til at jamre, bød os være glade:
Syng os en sang af Sions sange!
Hvorledes skulde vi kunne s\rnge Jahve’s sang
i det fremmede land!
Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem!
gid da min høire haand maa glemme mig.
Gid min tunge klæbe ved min gane,
hvis jeg ophører at, komme dig i hu,
hvis jeg ikke sætter Jerusalem
over min høieste glæde!
Husk, o Jahve, Edoms sønner,
der paa Jerusalems dag sagde:
Rydder, rydder den ned til grunden!
Du Babels datter! du ødelæggerinde!
Hil den, som betaler dig, livad du har gjort os,
liil den, som griber og knuser
dine spæde smaa mod klippens stene!
Hævnens lidenskab er her paa sin høide og lægger ikke
dølgs-maal paa sin vildskab. Men digtets skjønhed beror ikke herpaa,.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
