Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. J. Østrup: Orientalsk poesi og dens forhold til den europæiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248.
punkter i hele den orientalske, og da særlig den arabiske lyrik, det
vil sige den ejendommelige maade, hvorpaa næsten alle deres digtere
har behandlet det erotiske.
I den præislamitiske poesi spiller kjærlighedsmomentet en meget
væsentlig rolle; det bliver saaledes en regel, der næsten altid
overholdes, at en fuldstændig r as ide skal begynde med en saakaldet nasip o:
forherligelse af den elskede; i reglen indledes den paa den maade,
at digteren forestiller sig kommende til det sted, hvor hans elskede
har haft bolig, og da han nu ser stedet øde og forladt, udbryder han
i jammerklager over sin svundne lykke. Thi det er netop det ej em
dommelige ved den præislamitiske, erotiske poesi, at den næsten altid
skildrer den ulykkelige kjærlighed, taarer og suk er der hos de gamle
digtere ingen mangel paa, medens en skildring af kjærlighedslykken
er meget sjældent forekommende.
Ogsaa efter profetens fremtræden vedbliver dette forhold. Man
er i almindelighed tilbøielig til at antage, at koranen stiller sig
fiendtlig overfor alt, hvad der hedder erotik, men denne falske forestilling
skyldes kun en fejlagtig overførelse fra den asketiske retning, som
paa flere omraader gjør sig gjældende i den nærmeste tid efter
profeten. Det er bekjendt nok, hvilken kvindeven Muhammed i praksis
viste sig at være, og at han heller ikke lagde skjul derpaa, derom
vidner følgende frimodige ytring, som findes opbevaret i traditionen:
„Det, som styrker min sjæl, er bønner; men det, som jeg sætter
højest af alt i verden, er kvinder og vellugtende sager."1) De
islamiti-ske digtere kan derfor med en god samvittighed vandre i de
før-muliammedanske spor, og dette gjør de med en saadan troskab, at
man ogsaa hos dem gjenfinder det samme træk, at kun den ulykkelige
kjærlighed ansees for værdig til digterisk behandling. Imidlertid synes
det ikke saa meget at maatte tilskrives den tilbøjelighed til slavisk
efterligning af de store præislamitiske forbilleder, som ellers ei
almindelig for de senere, som snarere at maatte forklares ved en særlig
ejendommelighed i hele det arabiske folks anskuelse paa dette punkt.
Thi ogsaa i folkepoesien, endogsaa fra den nyeste tid, møder vi atter
kun den grædende og sørgende kjærlighed, og aldrig den leende og
jublende 2). —
Det er først, naar Goethe slaar ind i et roligere tempo, at han
atter kommer til at lade sin tankegang bevæge sig parallelt med den
orientalske, og at ikke alene de enkelte udtryk, men hele den rolige,
x) Le koran. Trad. par Kasimirski. Préface pag. XXIX.
2) Se for eksempel de af mig meddelte prøver af beduinernes folkepoesi i
„Fra orientens nutid", pag. 134 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
