Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Er altsaa kunsten uafhængig af moralen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259.
saa selv er et uundværligt, omend aldrig saa forsvindende lidet
hjul i verdensmekanismen, og at ogsaa dette hjul er
medbestemmende for den hele verdensudvikling, — dels paa en vilkaarlig
tydning af historiens runer, idet man glemmer., at de aarsager, der
til visse tider i visse lande synes at ha fremkaldt en almindelig
aftagen af den moralske kraft, antagelig vilde virket endnu stærkere,
om ikke den stigende erkjendelse havde sporet ialfald
selvopholdelsesdriften til nogen anspændelse.
Den fjerde af de ovennævnte hypotheser har hos herr Garborg
faaet et særdeles greit udtryk. Han siger nemlig: „Kunsten som
fantasifunktion er skarpt skilt fra moralen som viljefunktion".
Vistnok følger der umiddelbart efter denne sats et modificerende tillæg,
som, hvis det udførtes nærmere, antagelig vilde vise, at han og
herr Collin ikke er saa uenige, som det synes. Men satsen lar
han — og vist mange med ham — alligevel gjælde, og da er
der liden mon i det modificerende tillæg. Jeg vil derfor tillade
mig at se lidt nærmere paa denne hypothese.
Det er en gammel, men ikke god skik at tale om fantasi,
følelse, vilje etc. som særskilte, ved siden af hinanden bestaaende
sjælsevner. Man stykker sjælelivet op i forskjellige, skarpt adskilte
„evner" og indbilder sig efter behag at kunne arbeide snart med
den ene, snart med den anden ligesom med tangenterne paa
et vist slags telegrafiske apparater. Man glemmer — hvor godt
man end tror at vide det — at disse „evner" kun er forskjellige,
men hos nogenlunde normale mennesker aldrig adskilte, funktioner
af den samme uopløselige enhed, personligheden, og at der altsaa
altid maa bestaa en absolut sammenhæng og gjensidig
afhængighed mellem dem. Og naar man udtrykker sig som i den
ovenciterede sats, da synes man tillige at glemme, at det komplicerede
begreb fantasi ikke engang theoretisk lar sig stille i noget
sideordnet forhold til viljen, der til enhver tid er lig summen eller
resultanten af alle „evners" eller kræfters bevidste eller ubevidste
virksomhed.
Opfatningen af moralen som viljefunktion til forskjel fra
kunsten som fantasifunktion forekommer mig nu ogsaa af en anden
grund utilstedelig. Der er nemlig i den Collinske strid ikke tale
om moralen som liv — men om moralen som 1 æ r e, den lære
nemlig, som kunstnernes værker skjult eller aabenlyst indeholder.
Og denne, læren, kan dog selv for en flygtig betragtning neppe
stille sig væsentlig som viljefunktion; det maatte da snarere ligge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
