Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Benjamin Constant: Adolphe - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271.
anledning til at udnytte disse. — I mødet paa tomandskaand
mellem ham og Ellénore opfører han sig beskedent og klogt.
Hans beskedenhed kommer maaske deraf, at lian nu er saa
nær ved at være glad i hende, som han omtrent kan bli: „Jeg
følte mig, i den oprigtigste tro af verden, for alvor forelsket.
Det var ikke mere haabet om en seir, der satte mig i bevægelse:
■ønsket om at se hende, jeg elskede, at nyde hendes nærhed,
beherskede mig udelukkende."
Det viser sig. at Ellénore ogsaa bryr sig om ham. Men hun
føler sig knyttet til greven meel baand, liun ikke vil rive over.
Der etableres et forhold af gjensidig forstaaelse, gjensidig ømhed,
et fint og ængstelig forsigtigt forhold, hvor hun omsider tillader
ham "lui peindre son amour." „Disse uger syntes os at rumme en
hel livshistorie." —
Men i længden holder han ikke dette ud. Hans forelskelse og
hans forfængelighed — succesen spøger ham endnu i hjernen —
forener sig om at bryde vaabenstilstanden. Han skriver atter til hende
— et meget veltalende brev. Og det heder videre, om forskjellen
mellem Ellénores stilling til greven og til Adolphe:
„Ellénore var aldrig bleven elsket paa den maade. Grev de P.
nærede en meget oprigtig hengivenhed for hende, megen
taknemmelighed for hendes opofrelser, megen respekt for hendes karakter;
men han havde altid i sin maade at være paa et svagt anstrøg
af den overlegenhed, en mand lettelig faar ligeoverfor den kvinde,
■der officielt har givet sig hen, uden at han har taget hende
tilægte. Han havde kunnet indgaa forbindelser, mere ærefulde ifølge
den almindelige opinion: han lod hende ikke merke det, han lod
maaske ikke engang sig selv merke det, men det, man ikke siger,
det eksisterer ikke desto mindre, og alt, som findes, kan man
gjætte sig til. — Ellénore havde til dette øieblik aldrig staaet
overfor en saa lidenskabelig følelse, overfor en tilværelse, der
saaledes var givet hende i vold — noget, hvorom selve min vrede,
min uretfærdighed, mine bebreidelser kun var uimodsigelige
vidnesbyrd. Hendes modstand havde bragt alle mine sanser og alle
mine tanker i oprør: det bevirkede heftige udbrud, der skræmte
hende, en ydmyghed, en ømhed, en forgudende tilbedelse. Jeg
betragtede hende som et overnaturligt væsen. Min kjærlighed
lignede en kultus og den glædede hende saameget mere, som hun til
enhver tid var ængstelig for at føie sig ydmyget af en modsat
opfatning. Hun gav sig tilsidst helt."
„Ve den mand," fortsætter Constant „der i en kjærlig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
