- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Femte aargang. 1894 /
299

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernt Lie: Lissiva

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

299

hovedet nd fra sit kammers for at se, hvad der var for syngen
udenfor.

— Hvad er du for en kar, som synger?

— Lissiva heder han, oplyste Helga.

Lissiva troede først, dette var troldet, som gik igjen i vinduet*
Kvæn-Lea var nemlig gammel og overmaade styg.

— Hvor er du fra?

— Fra Storholmen, svarte Lissiva nu.

— Er du sønnen til hun Marja Solbottnen?

— Ja. Det er mor min.

Kvæn-Lea nidstirrede lænse paa gutten. Lissiva havde en høi
næse, som han saa udover, ikke ulig næbbet paa en storfugl;
haaret-var stridt og mørkt og stod ret tilveirs under huen. Kvæn-Lea
rokkede nu paa hovedet og sa:

— Er det ikke Kjelnæskongen op ad dage! Gud straffe synd og
taarligheide! Synd og vanartigheide!

Lissiva blev nu meget bange, da Kvæn-Lea raabte med høi
røst-som en prest fra stolen og med hæs stemme:

— Gud straffe vædres ondeskab paa born, dæm i fjerde led, dæm
i fæmte!

Nu tog Lissiva tilbens og sprang over gaarden til fjæren og
ret-i baaden, som han kast?de loss, — og roede hjem det forteste, han
aarkede.

Men Helga gik igjen oppe mellem husene og sang paa den
sidste visen, som hun ikke helt havde faat lære. Der var nu blevet
mere uro paa gaarden, idet folkene kom fra marken og fra sjøboderne
for at spise, og Helga søgte derfor hen bag butikken under
kontorvinduet, hvor der var stille. Her sad hun, lukkede øinene og ledte
frem versene ét for ét. Hun havde tilslut fundet de fire første, men
det sidste begyndte hun galt med, idet hun sang:

Og stirrede i flammer,
og kom saaledes ikke tilrette her. Saa sang hun det hele fra
begyndelsen af i et træk, men ved femte vers galt igjen. Da var der én.
over hende, som sang med dyb stemme:

Og stirrede i jammer

til himmelen imod,

men saa kun ild og flammer

og rindende blod.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:15:38 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1894/0307.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free