Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernt Lie: Lissiva
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300
Helga saa op. Det var faren, som havde sunget. Han stod i
kontorvinduet og saa saa underlig paa hende. Endelig spurgte han:
— Hvem har du lært den visen af, Helga?
— Af Lissiva.
— Hvem er Lissiva?
— Søn af Marja Solbottnen.
Da blev faren blodrød og bar sig underlig ad. Han la sig med
hænderne for ansigtet ind imod vindueskarmen og sukkede eller
stønnede. Helga spurgte:
— Er du syg, far?
Han tog hænderne bort:
— Nei barn! og saa lukkede han vinduet.
Udpaa eftermiddagen kom faren hen til Helga, tog hende ved
haanden og gik med hende ned i fjærestranden. Her blev han
gaaende udover, næsten til Kjelnæspynten, hvor han endelig sa:
— Hvor har du mødt Lissiva?
— Han var paa gaarden idag.
— Med sin mor?
— Nei alene, far. Og han var saa dum! Han troede ikke,
farmor blev begravet paa kirkegaarden, fordi hun var et trold.
— Jasaa du?
— Men han kunde da synge, far!
— Lærte han dig mere end den visen?
— Ja én til.
— Ivan du den?
Helga lukkede øinene og smaamumlede. Faren satte sig paa en
sten; der var stille og blankt paa fjorden, og maaserne høi i store
slag mellem pynten og Storholmen. Endelig sang Helga høit:
Gud hjælper den, som ene gaar
paa livsens vide veie,
for suk og savn og hjertesaar
hans naadefavn fuldaaben staar,
den er saa sødt et leie.
Og den, som i sin ungdoms vaar
gik vild paa livsens veie,
om fat i Herrens haand han faar,
hel sikkert frem han engang naar
til salighedens eie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
