Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. Travieux: International voldgift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
komst. Voldgiftstanken, der blev diskutteret af den offentlige mening
og af regjeringerne, liar været frugtbar baade paa haandgribelige
resultater og endnu mere paa beroligende løfter. Det er en løsning
paa problemet, som man ingenting kan indvende mod.
For det første, kan nationaliteterne modsætte sig den? Nei, thi
den respekterer nationalitetsprincipet; den bekjæmper ikke det enkelte
folks suverænitet indenfor dets egne grænser; den tænker ikke paa at
gjøre nogen forandringer i verdenskartet, den hverken truer eller
foruroliger nogen; den taler kun i retfærdighedens navn og paakalder
rettigheder, der er ligesaa absolute, som selve fornuftens krav.
En tvil følger os unegtelig bestandig: Existerer retfærdigheden
ligeoverfor magten ?
Men for at løse et saadant spørgsmaal, gjælder det at stille det
paa den rette- maade. Retfærdigheden er ganske vist ingenting
lige-overfor magten, saalænge magten organiseres for at undertrykke retten;
n.en den vil blive det, dersom magten kun organiseres for at virke
i rettens tjeneste.
Er det ikke det, som fremgaar af hele civilisationens historie,
naar talen er om menneskenes private forhold til hinanden indb}rrdes?
Hvad skede i fordums dage, naar der opstod konflikter mellem
privatmænd ved sammenstød af interesser eller lidenskaber? Man sloges;
det var den private krig, Guds dom: magtens herredømme var den
eneste justits. Man levede længe i disse barbariske seder, førend
tanken paa en retslig mellemkomst udbredte den opfatning, at det var
bedre at hævde sin sags godhed end at vise sine armes overlegenhed.
I vore dage, hvor kun duellen lever igjen som en levning fra hine
vilde tider, nu forstaar man, at der maatte en Carl d. store og en
Ludvig d. hellige til for at humanisere det private liv saaledes.
Nu ja, hvorfor skulde ikke det, som har været gjort for at ordne
forholdene mellem individerne, ogsaa kunne lade gjennemføre for
staternes vedkommende? Hvorfor skulde ikke menneskene, som. stadig
blev mere og mei’e istand til at fatte de abstrakte sandheder, kunne
naa frem til den erkjendelse, at ogsaa folkene bør ordne sine
respektive rettigheder, ikke paa slagmarkerne, men for domstolene? Alt
lader sig undersøge, vurdere og dømme paa de internationale forholds
omraade som i de private. Det er begjærlighedens, ærgjerrighedens
erobringens politik, som hidtil har været den eneste hindring herfor;
men denne politik kan kun være regj er in gerne s og ikke f o 1 ken es,
og eftersom den offentlige mening faar mere og mere at betyde for
regjeringernes opførsel bliver det mere og mere indlysende, at der vil
komme en dag, hvor folkenes vilje vil være den alt afgjørende.
Fredssagen voxer derfor i betydning sammen med den demokratiske udvikling.
Antallet paa de voldgiftsafgjørelser, som har løst spørgsmaal, der
truede nationernes fred, har i en aarrække været betydelig: Jeg
tæller ikke mindre end et snes slige afgjørelser mellem
Alabamastriden i 1871, der havde ført England og de forenede stater til
krigens afgrund, og striden om Behringsfiskerierne, der ogsaa, for
hundrede aar siden, vilde have kunnet føre de interesserede stater ud
i kanontordenen. Jeg tilfører, at i denne samme periode har klauselen
om voldgift været indført i 116 forskjellige internationale traktater.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
