Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Estlander: Lombrosos lære om forbrydelsen og den positivistiske skole inden strafferetten. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378
ser for arveligheden? Om end hver form af sjæleliv i og for sig er
arvelig, saa følger dog deraf endnu ikke, at totaliteten af psysisk liv,
at personligheden, det individuelle jeg er nedarvet.
Personligheden viser sig empirisk i karakteren, der bestemmer
vore handlinger. Karakteren, ikke intelligensen, er det centrale i
mennesket og viser sig i dets lidenskaber, dets følelser og instinkter. Og
foruden af karakteren dannes personligheden ogsaa af
livsbevidsthe-den, „das Gemeingefühl," der er sammensat af uendelig mange vage
fornemmelser, der alle har sit substrat i fysiologiske processer.
Saaledes maa personligheden falde ind under lovene for arveligheden, være
et produkt af de medfødte anlægs mangfoldige kombinationer.
Men selv om man erkjender arvelighedens betydning som basis
for personligheden, saa gives der dog ogsaa en anden medvirkende
faktor ved ethvert menneskes udvikling: den individuelt erhvervede
erfaring, — som man kunde kalde opdragelse i udvidet betydning d.
v. s. indflydelsen af alt det, som vor aandelige person absorberer fra
udenverdenen. Mellem denne individuelle psykiske erhvervelse og de
fra fødselen i vor person nedlagte tendenser kan der tænkes en
ulighed i styrke til fordel for den individuelle faktor.
Dersom vi forlægger viljefrihedens manifestationer til
valgfriheden, en indre overveielse eller ialfald et suspensivt veto, en
bedømmelse, en viljens eller omdømmets tvilsomhed, en tyngde, som lægges
paa vegten mellem begjær og betænkeligheder; dersom vi forestiller
os, at den vegtskaal, hvori de nedarvede drifter tynger, stiger i
høi-den, saa har vi til fordel for den frie vilje indrømmet alt, hvad
naturvidenskaben for nærværende kan medgive. Da fysiologien lærer os,
at jo høiere organismen naar i udvikling, desto mere uafhængig blir
den af omgivelserne, ligger den konklusion lige ved haanden, at jo
mere hjernen udvikles, desto mindre bundne blir dens funktioner af
den øvrige organisme. En stadig voksende intelligent kritik, der paa
éngang alsidig opfatter cle paa vegtskaalen lagte motiver for
handlingen og klart overskuer dens følger, vilde da gaa haand i haand meel
en stigende viljefrihed, i forhold til den forhaandenværende forskjel
mellem høiere og lavere dannelsesgrader. — Desværre reiser der sig
indvendinger mod en saadan opfatning. Det faktum, at vi ofte
handler „mod vort beclre vidende," tyder paa den af Ribot paapegede
omstændighed, at intelligensens fri bedømmelse ikke umiddelbart sætter
os istand til at handle paa en bestemt, deraf følgende, maade, men at vort
omdømme, for at omsættes i handling, maa optages i det affektive
sjæleliv, der, som vi ved, i meget høiere grad end intelligensen er direkte
bundet af sit fysiske substrat. Men uanseet dette maa vi. naar det
gjælder at vurdere arvelighedens forhold til opdragelsen, ikke overse, at
ogsaa muligheden, arten og retningen af den individuelle erhvervelse,
modtageligheden for indflydelser af moralsk og social natur i cle fleste
tilfælde, hvor individet ikke udsættes for ganske særegne indflydelser,
i høi grad er bestemt af individets allerede ved fødselen konstituerede
forudsætninger.
Inden vi forlader disse betragtninger, der truer med at lede os
udenfor emnet, staar det tilbage, om end kim i forbigaaende, at antyde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
