Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Estlander: Lombrosos lære om forbrydelsen og den positivistiske skole inden strafferetten. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
379
et fænomen, som fordrer sin forklaring, inden det problem, hvormed
vi her befatter os, kan siges at være udredet: det er den hypnotiske
suggestion. Er hypnotismens kjendsgjerninger at anse som foreteelser,
der helt og holdent træder ind i kjeden af normale naturfænomener
— og de største autoriteter paa dette omraade synes at mene dette
—, saa maa omvendt enhver tildragelse, som optages i bevidstheden,
griber ind i vor psykiske tilstand og former vore handlinger, opfattes
som en sterkere eller svagere suggestion.
Men kritiken af Lombrosos darwinisme sociale har dreiet sig om
andre, mere konkrete spørgsmaal. Det kan ikke negtes, at det
material af fakta, som L’ Uomo delinquente indeholder, og det system af
konklusioner, disse fakta har givet anledning til, frembyder mange
svagheder. Og det har heller ikke manglet paa kompetente forskere,
som knapt har ladet sten tilbage paa sten af hele bygningen. Her
skal dog kun behandles hovedpunkterne i den heraf fremstaaede polemik.
En af de kilder, hvoraf den nye antropologiske kriminalvidenskab
øser, er statistiken, der som bekjendt har den evne gjennem sine fakta
at fremkalde, hvad man kunde kalde arithmetiske synkvervinger.
Det har derfor ikke været vanskelig for skolens modstandere
ligeoverfor de fremlagte beviser at skaffe modbeviser af samme sort. De ikke
sjelden kritikløse resultater, som den begeistrede lærers begeistrede
elever kom til, har til en vis grad bidraget til at miskreditere selve
methoden, som gik ud paa ved antropologiske maalninger at søge at
konnne til klarhed over de fysiske kj endetegn paa forbryderske
anlæg*). Lombroso er ingenlunde fri for de her antydende svagheder.
Han sammenhober en mængde fakta og glemmer, at der mod det ene
faktum altid kan opstilles et andet; han generalisærer, og
undtagelserne vokser til regler; han opdager de mest uventede analogier, som
efterhaanden ubevidst forvandles til identiteter. Og samtidig
forandres hans konklusioner, jo mere materialet vokser. I begyndelsen er
forbryderen en vildmand, senere blir han en sindssvag og tilslut en
epileptiker. C’est un palimpseste anthropologique, bemerker Tarde,
en af den italienske lærdes skarpeste modstandere.
Det er utvilsomt, at mange forbrydelsers art tyder paa
tilværelsen af instinkter, som vi gjerne tilskriver de vilde eller dyret, hos
for-øveren. Men skal forklaringen hertil søges i et fænomen, der nærmest
iagttages som en undtagelse? Hypothesen om atavisme har Darwin
opstillet for at forklare, at der hos efterkommere, ofte med flere
generationers mellemrum optræder egenskaber, der var eiendommelige for
urforældrene. Skal denne arvelighed ä longue ecliéance være sterk
nok til regelbundet, aar efter tü£H*j cl t’ fremkalde en i psykisk og fysisk
henseende udpræget race af forbrydere? Holdbarheden af en
saadan hypothese kan med rette betviles; men derfor er det ikke
nødvendigt, saaledes som flere af den positivistiske skoles modstandere i
*) Lombrosos elev og medhjælper, dr. Ottolenghi, finder efter
anatomiske studier af næsens skelet og form lios forbrydere, sindssvage, epileptikere
og idioter, at disse personer i dette organs struktur viser en tilbagegang til
gnaverne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
