Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Estlander: Lombrosos lære om forbrydelsen og den positivistiske skole inden strafferetten. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382
uden at forstanden er rokket, fremtræder ofte som forbud paa en
begyndende sindssygdom. Personer i denne tilstand ved meget godt,
hvad de bør gjøre, og hvad de bør lade være, men de føler det ikke.
Og denne viden er af ingen nytte; thi vi ledes ikke til handling af en
ren idé om, hvad vi bør gjøre, men af det begjær eller den modvilje,
forestillingen om handlingen vækker hos os. Denne theori blev
allerede i 1868 fremstillet af Despine i hans arbeide: Psychologie
naturelle. Han fremhæver imidlertid blot de psykiske kjendetegn paa
moral insanity, (moralsk vanvid), ikke de fysiske. I sit hele
omfang gjøres derimod denne art af sindssvaghed gjældende af Maudsley
og andre engelske læger samt af de italienske kriminalister. Den
franske skole derimod anerkjender ialmindelighed ingen form af
vanvid, hvor forstanden skulde forblive uberørt.
Forklaringen af forbrydelsen som en afart af epilepsi antages med
reservation og med forsigtighed af von Krafft-Ebing, men med
større sikkerhed af Reich*). Blandt positivisterne er Frigerio og
Venturi, saavelseom Tonnini, allesammen sindssygelæger, tilhængere
af en saadan forklaringsgrund.
Hermed afslutter vi oversigten over de vigtigste filosofiske og
naturvidenskabelige spørgsmaal, der knytter sig til eller er fremkommet
i anledning af Lombrosos theori. Ser man bort fra modstanderne i
den metafysiske leir, der benytter den intuitive methode ene og alene
for af clens slutninger at finde beviser mod de nye anskuelser, de
ayriori forkaster, synes flertallet af dem, der har undersøgt
forbrydelsens natur, at erkjende det forhold mellem aand og materie, mellem
det sjælelige fænomen og hjernens molekulære beskaffenhed, som den
moderne psykologi og lysiologi har antaget som sit udgangspunkt.
Naturvidenskaben har vistnok betvilet, at ytringerne af kriminalitet
skulde staa i en saa intim forbindelse med organismen, at det var
muligt af anatomiske, ofte ydre tegn at slutte sig til forekomsten at
en forbrydernatur; men den har troet at forstaa, om end indtil videre
uklart, at der mellem degeneration, forbrydernatur, epilepsi og
sindssvaghed eksisterer et slegtskab, der hviler paa en oprindelig
overensstemmelse, og som foraarsages af en mere eller mindre sygelig tilstand
hos organismen.**)
Medens Lombroso sammen med sine elever fortsætter med at samle
og i sit tidsskrift Archiuio de psichiairia criminale at bearbeide
statistisk materiale til grundlag og støtte for sine ensidigt
anthropologi-ske anskuelser, er den positivistiske skole i Italien og andetsteds ikke
blevet staaende paa sin mesters standpunkt. Det bør ogsaa nævnes,
at Lombroso selv viser stort frisind og tolerance i spørgsmaalet om
modifikationer af de oprindelige resultater.
Om man end virkelig erkjender afhængighedsforholdet mellem
beskaffenheden af forbryderens sjæleliv og hans fysiske forudsætninger,
*) Se herom Ekdahl: Om rättsmedicinske undersökningar rörande
sinnes-beskaffenheteu hos för br ;tt tiltalade personer. Lund. 1898.
**) Tar de: Le crime et l’epilepsie, Rt-vue pliilosophique 1889. R i bot:
L Herédite psychologique. Cabadé: De la responsbailite criminelle Paris 1893.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
