Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guglielmo Ferrero: Det unge Italien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
443
ter; naar han maler et landskab, gir lian det, ikke saaledes som det
forekommer ham selv, men saaledes som det sees af den person, som for
øieblikket er paa scenen, han gjør saa at sige psykologisk landskab.
I I Malavoglia er der vidunderlige beskrivelser af havet, saaledes som
det afspeiler sig i landsbyfiskernes sjæl; det har virkelig paa en
enestaaende maade lykkedes ham at ane og reproducere det indtryk, som
det umaadelige hav gjør paa hans uvidende personer, hvem det føder
og af og til dræber.
Fogazzaro derimod er idealist med nogen helding mod det
mystiske; han ynder at fremstille sjælens indre kampe i civilisationens
raffinerede omgivelser. Begjær, som ikke blir tilfredsstillet, opofrelse
af en glæde, gjennemført ved en viljesakt i den moralske pligts navn,
er hans yndlingsthemaer; men han blir dog staaende inden
menneskelighedens og virkelighedens grænser. Han er kydsk, men ikke
asketiker, han er idealist, men ikke sygelig i sin mystik. Kvinderne er
henrykte i ham, men ogsaa mændene beundrer ham for hans fine
analyse og hans betagende stil. Han hader alt, hvad der er vulgært og
plumpt, og hans fremstilling af livet blir derfor lidt begrænset, da
virkeligheden ikke altid er skjøn, raffineret og ideel, men hans
romaner er fine og bedaarende og forfriskende for sjælen.
•De unge derimod, A. Gr. Butti, Gabriele d’Annunzio, L.
Zuceoli o. s. v. er næsten allesammen mystikere i den betydning af
ordet, som Max Nordau har givet det i sin bog Entartung. Det
fælles udgangspunkt for dem alle liar været Bourget, hvis methode de
har overdrevet, og foruden ham har de ogsaa efterlignet de andre
franske dekadenter, som Sar Péladan, Huysmanson, Marcel Prévost.
Jeg indrømmer, at jeg kun har lidet tilovers for Bourget. Gjennem
mine videnskabelige arbeider vant til at studere menneskeaandens
funktioner ved hjælp af exakt iagttagelse har jeg aldrig fundet, at
menneskenes tanker og følelser udvikler sig efter de love, som Bourget
og hans italienske disciple opstiller. De gjør allesammen omtrent som
middelalderens theologer, der udtømte sin hjernes ressourcer for at
opfinde de underligste og mest komplicerede samvittighedstilfælde,
uden at alle deres skarpsindige hjernespind formaaede at svare til
nogensomhelst reel mulighed. — Paa samme maade udtænker disse
romanforfattere meget indviklede psykologiske tilfælde uden
nogensomhelst virkeligheclsbasis; læseren kommer uvilkaarlig til at faa høie
tanker om deres dybde; tlii de er ikke lette at forstaa, men denne dybde
er kun unøiagtighed og,uklarhed. For at give et eksempel: Robert
Greston i Bourgets Disciple begynder sin fiirtation med datteren i
det hus, hvor han er lærer, fordi han vil gjøre et psykologisk ekspe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
