Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Et lille forsvar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
460
Dr. Edvard Brandes har i „Samtiden"s oktoberhefte bedømt
Lugné-Poés og hans trups forestillinger. Dommen er blevet streng og falder
hvast. Med den anvendte maalestok kunde den imidlertid ikke arte sig
anderledes. Dr. Edvard Brandes angiver selv i et par sætninger loyalt,
med hvilket maal han maaler: „Iøvrigt," siger han etsteds, „spillede
August Lindberg rollen (Rosmer) ligesaa godt, da „Rosmersholm" i
sæsonen opførtes paa Dagmarteatret i Kjøbenhavn." Og straks efter
skriver han: „Derimod stod hr. Lugné-Poe som Solness over f. eks.
hr. Emil Poulsen." Det er altsaa med Nordens allermodneste og
talentfuldeste kunst, dr. Edvard Brandes maaler og sammenligner L’ Oeuvre’s
unge trup. Det er loyalt, at han har sagt os det. Om det var ganske
billigt overfor den fireogtyveaarige teaterleder, hvis teaters oprindelse
og mangel paa midler er kjendt af alle, at anvende dette maal, faar
derimod staa hen. Hr. Lugné-Poé geraader det idetmindste til ære,
at han, den fremmede og den purunge kan sidestilles en Lindberg, der
for mangfoldige staar som den første Ibsen-frémstiller, vi eier, og at
han, selv om det kun er i enkelt nordisk rolle, kan overgaa en Emil
Poulsen, dansk scenekunsts hjørnesten gjennem mange aar.
Dr. E. B. har imidlertid maaske brugt saa nøie en alen som
modvegt til den korrespondenters og journalisters noget overdrevne velvilje,
om hvilken han saavel i „Samtiden" som andetsteds gjentagende har
talt. Denne velvilje har fra første færd været unegtelig og —
forklarlig. Ti begeistringen og troen, der var det unge teaters nerve,
smittede, og hver, der kom dets arbeide nær, syntes, han havde næsten
som lod og del i det. Det satte sig naturligvis merker .... som
„velvillighed". Men dr. E. B. maa dog vide, at denne velvilje havde
bestemte og meget skarpe grænser. Eksempler ligger nær. I dr. B.s
eget blad erklærede pariserkorrespondenten, den unge forfatter hr.
Sven Lange, med rette førsteopførelsen af „Bygmesteren" for et
afgjørende nederlag, hvor intet lod ane de tidligere opførelsers glans.
Det er det samme „Solness", dr. B. nu kalder „delvist betydende"
som en vegtig ros. Og som „Solness"s skjæbne har været forskjellig,
har ogsaa „Pelléas og Mélisandes" været det. Medens indtrykket i
Kristiania var saa taaleligt, konstaterede hr. P. N., efter
Kjøbenhavn-opførelsen i .„Politiken", i ord saa varme, som denne forfatter i sin
koldsindigt klare bedømmelse kun sjeldent finder, en stemningsrig
succes, der skyldtes en kunstglæde uden skaar .... og hans dom
var en enstemmig presses.
Dette var intet tilfælde: de forskjellige opførelser af L’Oeuvre’s
stykker faldt forskjelligt ud; og forskjellighed en viser netop ind
til alle fortrinnene og alle feilene ved Lugné-Poés etaarige teater.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
