Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Robert Burns. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4
var bonde, og det blev han ved at være.*) Det højere
samfundslag havde maaske ikke synderlig bedre grundmoral end hans eget,,
derimod andre og strængere love for anstand og sømmelighed. Naar
Burns brød disse love, kunde de fine folk bryde med ham; men
derfor behøvede han ikke at fare lige lukt over blandt bukkene,,
der skal staa paa venstre side.
Paa ét punkt kunde de fleste af selskabet broderlig tage Burns,
under armen. De var ikke mere afholdende end han. Man drak
dengang tæt, baade i byerne, hos herremændene og sikkert ogsaa
ved bøndernes gilder. Carlyle priser nok den skotske bonde for
hans store ædruelighed; men Currie, der var Burns’ samtidige,
giver et modsat vidnesbyrd. Sandheden er vel, at de til daglig
var ædruelige, men slog sig løs, naar de kom sammen. I sini
bondetid fik Burns ogsaa lov for ædruelighed. Hans ulykke blev,,
at han som toldbetjent kom meget ud, at han en stund var søgt.
gæst paa herregaardene, at tilrejsende gærne bød ham til gilde,,
at han selv holdt af selskab og derfor ofte fristedes til kros. Man
faar ikke indtryk af, at han egenlig var forfalden; kun i hans.
allersidste aar blev muligvis drikken maal i sig selv, ikke blot
krydder ved gildet. Hans drikkeri kunde maaske skæmme hans
rygte blandt de lærde folk i Edinburgh, ellers næppe; den gang
tortalte en mand aabent og uden sky, at han havde drukket sig.
fuld i et godt lag.
Det kom Burns mere til skade, at han i en rus kunde begaa
ubesindigheder eller støde an mod selskabelig takt. Mens han var
i Dumfries, gæstede han tit en hr. Eiddell paa Woodley Park. Fru
Eiddell var ung, køn og begavet, hun havde sans for digtning, og
Burns sværmede selvfølgelig for hende. Kicldell pleiede at
drikke-sine gæster dygtig paa pelsen. Da herrerne engang efter en særlig
varm middag kom ind til damerne, gik heden fra Burns’ hoved
ned i hans hjærte: han gav fru Eiddell et smækkys! „Fra den,
stund havde det gode selskab i Dumfries fældet dommen over Burns..
Han kunde være et geni; men han var sikkert ingen gentleman11..
Næste dag skrev han et ydmygt brev og bad om tilgivelse; men
først et par aar efter blev de forsonede. Brøden synes just ikke
saa himmelraabende. Og ved et bondegilde havde det kys næppe
gjort saa megen larm.
Ogsaa paa anden maade kunde Burns krænke overklassens
sømmelighedslove. I et digt, han sendte en frk. Alexander (The-.
*) Jfr. Jeffrey’H artikel i Edinburgh Review 1809.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
