Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Georg Adler: Fra samfundsteoriernes historie - Napoleon III som statssocialist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
den nationale værdighed og magtstilling havde de med let hjerte
prisgivet for i ro og fred at kunne jage efter sin profit.
Ligeoverfor alle krav opstillede kronen kun den frække uforstand,,
hvormed denne storborger-regjerings officielle repræsentanter simpelthen
negtede tilværelsen af alle mislige tilstande og erklærede sin verden
for den bedste af alle tænkelige verdener. Ligeoverfor en tilstand,
som skjulte i sit skjød klassekampe af aller bitreste art,
betonedes-fra denne side: der eksisterer hverken tilsidesættelse eller privilegier,
da enhver kan bli rig og derefter erhverve sig de høieste politiske
rettigheder. „Der gives ingen klassekampe mere" — forkyndte Guizot,
dette systems ministerpræsident — „ti der gives ingen indbyrdes
fiendtlige interesser mere." Da denne politiks forfald og raaddenskab
blev afsløret, svarte han tørt: „Det, som I kalder korruption, er i
virkeligheden simpelthen administration." Naar man henviste til
bevægelsen i folket, svarte han hovmodig: „Vi, de tre magter (kronen
og de to kamre) er de eneste lovlige organer for folkesuveræniteten;
udenfor os gives der intet andet end usurpation og revolution." En
klasse, der pukkede saa halstarrig paa sine forrettigheder, kunde ikke
regjere i længden; og saa blev da julitronen som et korthus blæst
omkuld af den revolutionære stormvind i 1848.
Og denne storborgernes klasse var i det daværende Erankrige
endnu den politisk modneste. Den egentlige middelstand, byernes
smaaborgere, havde under julikongedømmet udgjort den radikale
opposition, som politisk opretholdt den store revolutions traditioner, men
forøvrigt uklart vaklede mellem opretholdelsen af al eiendomsret og
socialistisk filantropi og ikke engang havde forstaaet at sætte sig i.
forbindelse med bønderne, landets talrigste klasse. Middelstanden
havde ingen klar oversigt, hverken over den almindelige politik, de
skulde følge, eller over sine egne, mest nærliggende klasseinteresser.
Men allermindst var dette tilfældet med arbeiderstanden. Over denne
havde der regnet med utopistiske systemer og socialistiske idealer, som
kun havde tilfølge, at der i dette udannede publikums hoveder havde
dannet sig en slags gjennemsnitssocialisme, bestaaende af alle slags,
kritiske betænkeligheder mod eiendommen, anklager mod la liaute
bourgeoisie, smertefuld følelse af arbeidsnød, haab paa en bedre
fremtid, krav paa staten og illusioner om associationens mirakelkur.
Saaledes opstod der inden pariser-proletariatet slagord som „ret til arbeide",
der ikke indeholdt noget klart begreb, men som netop derfor, — fordi
enhver kunde tænke sig ved dem, hvad han vilde, forekom alle at
være botemidlet mod alle sociale brøst. Saaledes „tænkte den unge
slegt altfor „meisterlos" til at kunne finde sig i den gamle ordning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
