Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Georg Adler: Fra samfundsteoriernes historie - Napoleon III som statssocialist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
De tjent, nederlaget skal De engang hevne! Der er ingen
modsætning-mellem Dem og mig.1,1
Han dømmes til livsvarigt fængsel og sidder virkelig fast seks
aar paa fæstningen Ham, indtil det en dag lykkes ham at flygte
(1846)-. Han reiser til London, hvor han, uden at la sig knække af
sin misskjæbne, stadig lever „med den ene fod i elegahsens og den
fornemme sports verden, med den anden i sammensvergelser".
For-gjældet til op over ørene og med den nærstaaende ruin for øie blir
han reddet ved februarrevolutionen, som gjør det muligt for ham at
vende tilbage til Frankrige og paanyt opta sin rolle som prætendent.
Han blir snart deputeret og derpaa — med snedig benyttelse af
Napoleons-legenden -—- ved folkeafstemning valgt til den franske
republiks præsident (10de decbr. 1848). Statskuppet den 2den decbr. 1851
gjør ham til Frankriges herre, og i det følgende aar opfyldes hans
ungdoms drøm: han blir franskmændenes keiser, monark med næsten
uindskrænkede rettigheder.
Ligeoverfor et saadant livsløb spørger man uvilkaarlig: hvorledes
var dette muligt i en moderne storstat i midten af vort aarhundrede?
Svar herpaa faar man ved at se paa det daværende franske samfunds
eiendommelige forfatning, som gjorde det muligt for en slu og
vovelig-eventyrer, som var bærer af et berømmeligt navn, at spille Cæsars
rolle. Dersom man vil karakterisere denne situation med ét ord, kan
man anføre en træffende bemerkning, som Napoleon III selv udtalte
som prætendent: „Et monarki, som er otte aarhundreder gammelt,
forvandles ikke til en republik ved nogle faa aars storme." Frankrige
var omkring midten af aarhundredet endnu ikke moden for
republikken ; fremfor alt var der ingen klasse, som var istand til for længere
tid at overta statens ror. Da Napoleon blev valgt til præsident, havde
netop alle klasser udspilt sin rolle paa en ynkelig maade, clen ene
efter clen anden. Storborgernes herredømme var brudt sammen under
den modstand og de storme, de selv havde lremmanet, og havde
trukket det herskerhus, som havcle dækket deres regime med sit navn,
med i den altopslugende afgrund. Og storborgerne havde fortjent sin
skjæbne; ti deres synder var mange. Kravet paa udvidelse af
stemmeretten, som hidtil kun en knap kvartmillion af hele befolkningen havde
besiddet, havde de uden videre afvist; ved at negte folket
forsamlingsfrihed og ret til massepetitioner havde de drevet mængden ind paa
sammensvergelsens vei eller til fortvilelse; lovgivningen havcle de gjort
til et redskab for de regjerende klassers interessepolitik; arbeidernes
selvhjælpsbestræbelser havcle de været meel paa at undertrykke; og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
