Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Biografiske skisser. Arne Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
Alle disse nye tanker naaede Garborg, ligesom han selv var
begyndt at vakle i sin tro baade paa videnskaben og paa
socialismen. Han begyndte med at sparke imod; men der var noget i
ham, som hilste disse menneskers tale med hemmelig forstaaelse.
Og en god dag stod han paa hovedet i Nietzsche — og var snart
inde i en krise, som var næsten lige saa smertefuld, om end ikke
saa langvarig som den forrige, da han blev plyndret for sit
kristelige haab.
Denne krise og disse lidelser frembragte „Trætte mænd", en
dyb pessimistisk skildring af nydelseslivets tomhed og erkjendelsens
intethed, med en katolsk farvet religiøs kultus som sidste nødhavn.
Da de religiøse spirer var begyndt at bryde op igjen i Garborgs
sjæl, drog han hjem til Jæderen, det var ligesom han endnu en
gang maatte gjennemleve sin barndoms sjælenød og endnu en gang
frigjøre sig fra den, før han gav sig i kast med at bygge noget
nyt. Det litterære resultat af denne hjemfærd blev „Fred", maaske
den dybeste sjæleanalyse, som vor litteratur eier. —
Hvad der til slut vil komme ud af Garborgs sidste religiøse
spekulationer, er eier ingen som ved, neppe Garborg selv. Men
antydninger, mere og mindre klare, finder rnan dog flere steder,
saaledes i en artikkel i „Samtiden," betitlet „Troen paa livet",
samt paa flere steder i „Haugtussa", Garborgs sidste bog. Maaske
er det ikke altfor dristigt at anta, at farven i hans fremtidige
livssyn er angit i disse skjønne linjer (af Haugtussa):
"Men lerka stig fra gløymcla grav
med sigers ljod,
og vinden stryker inn av hav
so frisk og god.
Og um me kjenner graat og gru
og saknad saar,
so maa me lerkesongen tru,
som lovar vaar."
September 1896.
Gerhard Oran.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
