Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandsreise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
dybder . . . Hvormangen søndag havde jeg ikke siddet alene paa
mit værelse, med „Per Gynt" i haanden, ganske henrevet af disse
vers’ tankefylde og poesi, brydende mit hode med et eller andet
dunkelt sted! — og nu pludselig, uden varsel, skulde jeg stilles
ligeoverfor min berømte, menneskesky landsmand, som afstanden, geniet
og eksilet havde lagt som et straaleskjær om hodet . . . Det var
mig som en drøm altsammen . . .
Vi nærmede os Brenner.
„Nu er vi snart i Gossensass," sa Grieg, der tidligere havde
gjort turen.
Langsomt, stønnende gik lokomotivet opad den steile bakke. Vi
havde naaet Brenners top.
„Dernede ligger Gossensass*)," sa Grieg og pegte paa dalen
ved mine fødder. Hurtigt rev jeg kupevinduet ned og bøiede mig
ud–
Jeg saa en landsby, endel hytter og smaahuse, en stationsbygning
og en kirke, der laa vakkert i dalens fang, omgivet af høie,
skovbevoksede fjelde — og jeg tænkte straks, i et af disse huse bor han.
I næste øieblik vil du træffe ham, tale med ham . . . Hvad vil du
si til ham? Gjøre ham en kompliment i anledning hans digtning,
en af disse banale fraser, som han har hørt saa ofte og kjedet sig
saameget over?
En beundrer af Goethe, der i gamle dage valfartede til Weimar,
har ikke gjort det med større andagt, end jeg nu nærmede mig
Gossensass.
Toget stansede. Vi var ved maalet. Udenfor den lille
stationsbygning mødte vi en ung, sky, italiensk udseende gut, der legte med
en anden. Ham spurgte vi om Ibsens bolig. Vi havde held med os.
Den sky yngling med den brune hud og de underlig mørke øine viste
sig at være digterens eneste søn, Sigurd. Han var straks villig at
føre os op til taren.
Da opdagede vi med et en ældre, undersætsig herre, der
langsomt og sirligt, i dyb tankefuldhed gik henover veien. Jeg kjendte
ham straks efter fotografiet.
Ibsen var det.
Hvor nøie jeg husker dette første møde med ham, naturens
udseende, min egen trykkede stemning, himlens særegne sky-formationer
... Det havde regnet, augustkvelden var graalig og fugtig, jorden
*) I Gossensass, hvor Ibsen den sommer levede ret ubemerket, er nu en
gade kaldt „Ibsenplatz" efter ham.
„Samtiden" 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
