- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Ottende aargang. 1897 /
298

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Kristian Frederik og Karl Johan. II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

298

ydermere for Rigtigheden af Adlersparre’s Opfatning og for
Nødvendigheden af at finde sig i at gaa Omvejen for at naa sit MaaL
Han talte vel store Ord om, at han snart skulde „bli færdig med
denne danske Prins"; men han var for erfaren og skarpsynet en
Mand til at dele den i Sverige almindelige Tro, at han her bare
havde at gjøre med en ærgjerrig Prins og en Kabinetsintrige.
Endda vilde han, under Forhandlingerne med
Stormagts-Kommissærerne, ikke høre Tale om nogen Anerkjendelse af
Eidsvoldsfor-fatningen: — den var der „ikke sund Sands i:i.

Naar han saa, fjorten Dage efter, bød Haanden til Forlig og
det netop paa Basis af denne samme Eidsvoldsforfatnings
Anerkjendelse, skal vi saa tro, at han i disse fjorten Dage har
forandret sin politiske Tro, eller at han midt under Felttoget har git
sig af med Grundlovsstudier og at han ved en fornyet,
omhyggeligere Granskning af Eidsvoldsforfatningen er kommet til det
Resultat, at den nok alligevel ikke var saa aldeles „uden sund Sands’’ ?
Aanej! vi har hans egne Ord for, at det var Argumenter af en
helt anden Art, der bestemte ham til denne Svingning, og, om vi
ikke havde havt hans egne Ord derfor, vilde vi ha kunnet skjønne
det alligevel. Han havde, saa kort Tid Krigen havde varet og saa
kraftesløst den var bleven ført fra norsk Side, dog lært adskilligt
af den, som stemte ham til at slaa yderligere af paa sine
Fordringer. Han indsaa, at Slapheden i det norske Forsvar udelukkende
skrev sig fra Overanførerens Inkompetents, og at de norske
Soldater under en bedre Ledelse kunde bli ham en meget brydsom
Fiende. Han var, om ikke en stor Feltherre, saa ialfald en meget
erfaren, — mere erfaren, mere kyndig end nogen inden hans
Omgivelser. Han, — den erfarne, kyndige Krigsmand, — ansaa ikke
Norge for erobret; han ansaa det ikke for nogen let Sag at erobre
det. Han kjendte bedre end nogen af hans Omgivelser den for
Sverige og for ham selv ugunstige eller endog ligefrem faretruende
politiske Situation i Europa: Wienerkongressen var
nærforestaa-ende, Legitimitetsprincippet i sterkeste Opgang inden de europæiske
Staters Raad. Han har under disse Omstændigheder ment som
saa: Yi maa for enhver Pris se til at faa gjort Foreningen mellem
Norge og Sverige til en fait accompli, for at hindre Stormagterne
fra at blande sig op i Sagen paany; vi faar ta, hvad vi kan faa,
om det end noksaa lidet svarer til, hvad vi har tilsigtet; siden,
naar Omstændighederne stiller sig gunstigere, kan vi jo ta mere;
vi faar gjøre Indrømmelser og ikke spare paa gode Løfter til
Nordmændene, for at opnaa snarest muligt et Resultat; det er ikke Me-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:17:30 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1897/0304.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free