Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Karl Federn: Jane Welsh Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386
mancl, hos livem den elendigste og utaknemmeligste vilde finde hjælp
og trøst, selv om denne hjælp skulde koste ham hans rygte og maatte
bringe ham dyb smerte og ærgrelse, — saa er denne mand, —
dersom sukket bare naar ham, — Thomas Carlyle." Men i det daglige
var Carlyle en utaalelig grinebider. „Man maa vænne sig til hans
brummen," skriver hun allerede i trediveaarene, „ellers stod det
daarlig til med en." Men ogsaa hun var nervøs og irritabel og vidste at
finde skarpe, skjærende ord, ikke blot ligeoverfor sin mancl, men ogsaa
ligeoverfor sin moder. De forligtes ofte bedst, naar de ikke var
sammen, da var længselen stor. Men komme fra hinanden kunde
de ikke. Saaledes skriver hun engang til ham om et besøg hos
slegtninge: „Det er merkværdigt, hvor meget daarligere jeg
befinder mig uden dig. Det undrer mig, hvorledes jeg, selv i den
heftigste vrede, nogensinde kan tale om at gaa fra dig, — da jeg
allerede den næste dag maatte komme til dig, om det saa kun var for
at se, hvorledes du bærer det." Hun hang ved ham med den største
hengivenhed; al vrede ophørte, naar det gik ham daarlig, og endnu
nogle faa dage før sin død fik hun et krampeanfald af glæde over den
lykke, hans tale. gjorde i Edinburgh. Det værste for hende var
følelsen af, at hun ikke var det for ham, som hun vilde være, mistroen
og den gradvise tause given afkald paa hans kjærlighed. Her var
først og fremst hans verker en elendighed for begge; „Cromwell" grov
i seks aar og „Fredrik den store" i tolv aar dybe afgrunde imellem
dem. I al denne tid var han gravet ned i sit arbeide, havde ikke
sans for noget andet og var i ledige timer ganske uomgjængelig.
„Naar man har giftet sig med et geni, faar man tage følgerne,"
skriver hun ironisk.
I disse aar, omkring 1840, var det, at Carlyle begyndte at komme
til en skjøn, aandfuld og fornem dame, mod hvem hans hustru følte
den underligste jalousi. Det var datter af grev Sandwich, lady
Harriet Baring, senere Ashburton, der først vandt ham for sin salon
nærmest som hovedløve (eller rettere bjørn), men som snart blev ham en
oprigtig og høit skattet veninde. Det er en hyppig erfaring, at
mennesker har mere høflighed og tid tilovex^s for fremmede, ja ligeg}ddige
mennesker og heller afbryder sit nødvendigste arbeide for dem end
for dem, som de lever sammen med og som dog ubetinget er dem
dyrebarest. Og naar Carlyle havde tid til at modtage lady
Ashbur-tons indbydelser og ikke et minut tilovers for sin kone, saa følte
Jane dette dybt. Begge kvinder var to dronninger, begge endnu
skjønne, begge aandfulde, og de kunde ikke fordrage hverandre. Og
lady Ashburton havde som den fornemmere dame den letteste po-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
