Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Karl Federn: Jane Welsh Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
387
sition. Hun begik af og til taktløsheder, som aristokrater saa let
tillader sig mod socialt lavere stillede. Og Carlyle, som ingen anelse
havde, og som var sig bevidst, at der ingen grund til skinsyge var,
førte dem sammen den ene gang efter den anden. Mrs. Carlyle følte sig
slet betjent i Orange, Baringernes gods. Lady Ashburton holdt hende
for hypokondrisk og blødagtig og vilde kurere hende ved ikke at tage
hensyn til hendes lidelser. „Naar jeg ser mit-hvide, hvide ansigt i
speilet," skrev Jane, „da forbauses jeg over, at nogen kan anse min
sygdom for indbildning." Hun blev mere og mere bitter, ja hun vilde
forlade Carlyles hus; hun bad om raad hos Mazzini, som skrev
alvorlige og skjønne breve til hende. Hun saa i enhver liden ting en
tilsigtet krænkelse, hun frabad sig hans gaver og
kjærlighedsforsikrin-gerne i hans breve. Era disse aar stammer den trøstesløse dagbog,
som Carlyle senere har fundet: „M’. C. er igjen i Bath-house," heder
det der, „jeg gad vide, hvor mange tusen skridt han allerede har
tilbagelagt mellem vort hus og det der, og derved sat den ene milesten
efter den anden mellem sig og mig.1’ — Samtidig skriver hun i et
brev: „Man kommer efterhaanden at dele de ungtyske forfatteres
anskuelse, at egteskabet ikke blot, som vi alle ved, er en yderst
ubehagelig, men ogsaa en umoralsk institution/"
I disse aar kom hun for første gang tilbage til Haddington, hvor
hun fandt alt dødt og sovende. Den del af hendes dagbog, hvori liun
beskriver denne reise, er ligetil aandeagtig skjøn. Hun kommer paa
kirkegaarden, hvor hendes fader ligger begravet, klokkeren kjender
hende igjen og siger: „Det var det jeg troede, at De var den unge
pige, som vi alle saa efter, naar hun gik over gaden"; med en rask
beslutning klatrer hun over kirkegaardsmuren, som da hun var pige, —
endnu heftig, impulsiv, henrevet af ethvert indtryk! Engang paa
gaden i London klatrede hun op paa et stillads for at trykke en katolsk
prest, som havde begeistret hende, i haanden.
I aaret 3 857 døde lady Ashburton. Fire aar senere rammedes
fru Carlyle af en frygtelig nervelidelse, hvori hun blev opgivet og
maatte bringes til en helbredelsesanstalt; liun havde de forfærdeligste
smerter, men kom dog helbredet tilbage, om hun end stadig forblev
mat og lam i den ene arm. En ting opnaaede hun ved sin sygdom.
Carlyles fortvilelse beviste hende, hvor dyrebar hun i virkeligheden var
ham, og hendes breve aander fra nu af ligesom en stille, bleg
eftersommerglæde. Carfyle, hvem det nu endelig ikke gik saa daarlig
pekuniært, kjøbte hende en vogn og en hest. All †or myself, skriver
hun jublende som et barn. Ogsaa de mange menneskers glæde over
hendes helbredelse gjorde hencle uendelig godt. En gammel brumbas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
