Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Schjelderup: Tannhäuser for 50 aar siden - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
435
„Ein Engel bat für clich auf Erden
bald schwebt er segnend über dir:
Elisabeth !"
Tannhäuser blir ligesom lammet af et heftigt slag, man hører
salmesang og Wolfram siger:
„Dein Engel fleht für dich an Gottes Thron,
er wird erhört! Heinrich, du bist erlöst!"
Venus forsvinder, et sørgetog kommer giennem skoven.
Elisabeth er død, og man bringer hendes legeme til den sidste hvile.
Wolfram gir mændene et tegn, saa de sætter baaren ned paa
scenen. Tannhäuser synker ned over liget med det udraab: hellige
Elisabeth, bed for mig. Da kommer et tog af unge pilgrimmer,
som jublende beretter det store under, som Gud har gjort: den
tørre stav i pavens haand har pludselig faaet friske grønne blade.
Gud er barmhjertigere end sin prestelige stedfortræder og har
tilgivet den arme angerfulde synder. — — — — — — — — —
Naar man allerede ved læsningen af tekstbogen til Tannhäuser
føler sig dybt greben, hvor meget mere maa dette være tilfældet,
naar en herlig letfattelig musik befrugter digtningen og
fremførelsen paa scenen bringer liv og virkelighed over det storslagne
drama! — — Men desværre har vel den gamle pessimist
Schopenhauer ret i den paastand, „at verden formelig strutter af misundelse
og ondskab". I stedet for at fryde sig over, at et nyt geni
fremstaar, føler mange derved blot sin egen ubetydelighed og ærgrer
sig over en andens rigdom og storhed der, hvor en selv er saa
fattig og liden. Hartmann skriver: „Det eneste resultat af
opførelsen var en næsten tredive aar varende heftig og forbittret
polemik over den nye og gamle operaforms værd. Vi nulevende
kan neppe begribe, at den jublende sang „Ha, nun erkenne ich
sie wied er" med den sekstet, der afslutter 1ste akt, at den prægtige
marsch ved gjesternes indtog paa Wartburg, den skjønne
elskovs-duet mellem Elisabeth og Tannhäuser etc. etc. ikke skal være
melodier. Selv fremmede nationer var opfindsommere i sin kritik. I
Italien bebreidede man Wagner en larmende instrumentation, i
Frankrig „det etiske princips kjedsommelighed". Blot den tyske
kritik, eller rettere de tyskes kritik — ti hos os kritiserer alle,
istedetfor at nyde — fandt Tannhäuser fattig paa melodier.
Gaadefuldt! En overflod af melodier findes overalt i Tannhäu-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
