Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: William Shakespeare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare.
.67
nesket». Den samme methode følges af den tyske professor
Alois Brandl i en velskreven liden bog om Shakespeare i
samlingen «Geisteshelden». I slutningen af 1895 udkom
Shakspere and his Pfedecessors, af Frederic Boas, og —
uafhængig heraf — i 1895 og 1896 Dr. Georg Brandes’s
aand- og livfulde verk i tre bind. Disse to sidstnævnte bidrag
behandlede alle Shakespeares verker i fast kronologisk
orden med en for læseren meget betryggende og bekvem
selvtillid. Dog er Dr. Brandes’s fremstilling aldeles ikke saa
fantastisk, som enkelte kritikere har villet gjøre den til,
idet forfatteren paa alle væsentlige punkter har støttet sig til
engelske forgjængere, men tildels rigtignok sat deres
hypotheser paa spidsen. — Til alle de nævnte verker kommer
Sidney Lee’s i enkelte henseender fremragende biografi fra
1898 og en velskreven dansk bog af Bierfreund fra 1899.
Intet er mere betegnende for vanskeligheden ved at løse
problemet om Shakespeares udviklingsgang end
uoverensstemmelsen mellem disse forskere. Sidney Lee, ligesom
Bierfreund, tror slet ikke paa den almindelige theori om,
at de otte store tragedier fra Julius Cæsar til Coriolan peger
tilbage paa noget tungsind eller nogen «pessimisme» hos
digteren selv i løbet af disse aar. De er næmest tilbøielige
til at tro, at den psykologiske kritik har gjort fiasco, og at
dens tillidsfulde maalsmænd har skuffet sig selv. Men
især har striden i de senere aar dreiet sig om Shakespeares
son netter. Her har vi nemlig efter de fleste forskeres
mening en direkte fremstilling af en meget dramatisk episode
i digterens eget liv. Ellers har han skjult sig bag sine
fantasibørn. Her alene, i disse lyriske digte, synes han at
have talt ud af sit eget bryst. Hvis dette er saa, vil
sonnet-terne være et hoveddokument til belysning af digterens indre
udvikling i en viss periode af hans liv. Det gjælder derfor
først og fremst at udfinde sonnetternes t i d, forat vi kan
indføie dem paa sin plads i rækkefølgen af de øvrige verker.
Ved at anbringe sonnetterne umiddelbart forud for
Hamlettiden har Dr. G. Brandes opnaaet at gjøre forholdet til
den «mørke dame» paa en maade til et dramatisk
vendepunkt i digterens liv og til midtpunkt i sin bog. Det er
især derved, at Dr. Brandes’s bog har faaet en viss lighed
med en fængslende roman, af den realistiske type.
Især da Dr. Brandes har kunnet nævne baade Shake-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
