Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: William Shakespeare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
Chr. Collin.
speares unge ven, til hvem de fleste af sonnetterne synes at
være rettet, og den svigefulde «mørke dame» ved navn!
Dr. Brandes har nemlig med fuld tillid fulgt den engelske
forsker Thomas Tylers hypothese, fremsat i sin
fuldstæn-digste form i en udgave af sonnetterne fra 1890, hvor navnet paa
den omtalte dame pludselig dukker op af støvet i de engelske
arkiver. Ikke blot navnet, men endog hendes portræt! Den
mørke dame i sonnetterne, —hun hvem digteren har kaldt sin
«onde engel», «sort som helvede og mørk som natten», «den
to-fold mensvorne», hvem dog alle ydre og indre lyder klædte saa
godt, — hun kunde efter Tvler’s nye aktstykker ingen anden
være end Mary Fitton, en af dronning Elizabeths hofdamer.
Her var det anekdotiske element, som Dr. Brandes ynder, og
her var kanske nøglen til Shakespeares forstemthed i
Hamlettiden. Hamlets og Troilus’s digter var bleven skuffet og
bedraget i den frie elskov, — hvorved hans tungsind pludselig
rykkede saa nær op til en del af den livstrætte pessimisme,
vi kjender fra det nittende aarhundredes f i n-d e-s i é c 1 e.
Imidlertid staar den til grund liggende hypothese paa
svage fødder. Og jeg tror, at den kan omstyrtes. Ganske
vist har Sidney Lee efter mit skjøn ikke formaaet med fuld
sikkerhed at kuldkaste den tylerske hypothese, som man
pleier at kalde Herbert-Fitton-theorien, og hvorefter
sonnetterne skulde være skrevne i aarene 1598 til 1601 og de
allerfleste af dem rettede til den unge William Herbert, som
ved sin fars død i 1601 blev jarl at’Pembroke, og som netop
i dette aar flk et uegte barn med den nævnte hofdame og af
den grund faldt i dronningens unaade. Sidney Lees
argumenter mod denne hypothese har tilsammen en sterk, men
neppe aldeles afgjørende vegt. Og Sidney Lee har svækket
sin bog ved at hævde, at sonnetterne i det store og hele er
en art literære øvelser og ikke Shakespeares personlige
hjerteudgydelser. Der er vistnok fremragende forskere, som
deler denne opfatning, som professor Schück i Upsala. Men
i hvert fald er Sidney Lee inkonsekvent, naar han
indrømmer, af nogle faa son netter dog sandsynligvis har et
virkeligt biografisk indhold. Han nævner blandt disse faa
netop den son net, som Furnivall har betegnet som nøglen
til hele Samlingen, no. 144, som begynder med omtrent
disse ord:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
