Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Vore nationale forhold og fremtidsudsigter ved aarhundredskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
J. E. Sars.
og staar ikke som et resultat af folkets eget aandsarbejde,
men som et vidnesbyrd om, at folket til en tid havde
forsømt at arbejde, et mindesmærke om en nedgangs- og
forfaldsperiodes nationale afmagt. Og dermed er det ogsaa
givet, at maalstrævet er en uundgaaelig ting, en fra fædrene
arvet syndeskyld, som vi maa bære og betale. Der
maal-stræves ogsaa i Danmark og Sverige; der maalstræves vel
paa en maade allevegne, hvor der er en fremadskridende
udvikling; men ifølge Norges særegne historiske forhold
maa maalstrævet hos os ha en langt mere intens karakter
og være i langt højere grad et brændende spørsmaal, som
optar folks tid og kraft, end hos vore naboer.
Det hjelper ikke, at man siger, og med god grund siger,
at vi ikke har raad til dette, — at vi kan bruge vore kræfter
paa en frugtbarere maade end til dette evindelige
sprog-kvakleri. Det forslaar ikke, at man henviser til den store
fordel for os af sprogfællesskabet med Danmark, et saameget
rigere land med et saameget større læsende og bogkjøbende
publikum. Det forslaar ikke, at man henviser til, at t, ex.
plattysk er ligesaa forskjelligt fra tysk skriftsprog eller
endnu forskjelligere, provencalsk ligesaa forskjelligt fra fransk
skriftsprog eller endnu forskjelligere end selv den mest antike
norske mundart er fra det hertillands alment brugte
skriftsprog, — at provencalsk og plattysk vel har en literatur, men
at dog ingen af dem, som taler og skriver plattysk og
provencalsk, tænker paa at gjøre oprør mod det tyske og
franske skriftsprogs herredømme.
Det forslaar altsammen ikke, for, som det heder, livet
gaar for alting, og det er et livsinstinkt i enhver organisme
at faa bødet ethvert brudd i den indre sammenhæng.
Nationaliteten er en organisme; nationalfølelsen er dens
livs-instinkt, som uvilkaarlig, uden at, la sig standse af praktiske
hensyn eller nyttighedsbetragtninger, vil arbejde for en
udsondring af det fremmede, saavidt det ikke kan assimileres,
arbejde for tilvejebringelse af den størst mulige indre
harmoni og udjevning, saavidt muligt, af alle rifter og ridser i
den historiske sammenhæng. Den plattysk talende tysker
tænker ikke paa at gjøre oprør mocl det gjeldende tyske
skriftsprog, fordi han først og fremst er tysker, og fordi
dette skriftsprog, trods alle afvigelser fra hans talesprog, dog
er tysk, en del af det fædreland, hvortil hans nationalfølelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
